Dette er skrevet af Aage Horn Hovbro 1 Aidt, han flyttede i 1994 til Byvænget 8A i Aidt.

Han skrev dette, den sidste tid han levede, alt efter som tiden og kræfterne var til det. Jeg har skrevet datoerne på, som han selv gjorde. Når han havde skrevet noget, kom han på sit elektriske køretøj, eller han ringede, jeg lige skulle komme forbi, og godkende det skrevne. Så havde Anna lige lavet klatkager. 

Han ringede til mig den 24 marts 1997, om aftenen og spurgte, om der var mere jeg ville spørge ham om, inden han døde, for i morgen skal jeg på sygehuset, og kommer ikke hjem igen. Det kom til at passe, han døde den 26 marts 1997.
Men jeg er meget glad for de timer vi havde sammen, og fordi han lod mig få indblik i den store viden han havde om folk, som boede, og som havde boet på egnen, og været en del af hans liv. Han var en stor samler af mennesker, og for ham var alle lige vigtige brikker i samfundet, enten de kom fra gårdene, de handlende, håndværkerne eller de som arbejde med hænderne om et skovleskaft.

Gerda H. Kristiansen.

Læge i Aidt

 Skrevet 16-3-1994.

Jeg vil gerne fortælle om vores læge i Aidt fra d. 1-10-1900 til d. 3-8-1928, læge Kristian Alvig Andersen f. 15.juli 1872 i Klippinge – Magleby Sogn på Stevns. Klippinge ligger mellem Køge og St. Heddinge. Magleby kirke ligger ved Gravlev Gods, der hvor Gøngehøvdingen, holdt til.

Læge Alvig var en meget venlig mand, en pæn mand, meget afholdt af sin lægekreds.

Fru Alvig elskede dilettant, og sammen med mejeribestyrer Munk´s kone, var de med i mange år. Økonomien var ikke så god, fru Alvig kunne give alting væk, til de små i samfundet, der hvor der var mange børn.

Den store gravsten, som står på Aidt kirkegård, blev rejst af venner. Den blev hentet ude på Kirstine og Jens Hvass´s mark i november måned.(Bavnehøjvej 9). Der blev lejet en blokvogn i Hammel, og Jens Bendsens far, Søren Bendsen, kørte den til Aidt fra Mondrup. De havde en trefod og en talje, med kæder, til at løfte den, de kunne køre den gennem lågen ind, da stolperne og lågen blev taget ned. Det tog en hel dag med at få den på plads. Den skulle flyttes fra gangen, hvor den blev hejst op, og skubbet til den endelig var på plads.

Læge Alvig´s havde en datter, som hed Ellen, hun blev gift med en tandlæge. Den uddannelse fik hun også selv, og hun kom til at hedde Kring til efternavn. Hun døde ung, og blev begravet på Aidt kirkegård, lige ved siden af forældrene. Men den sten er nu fjernet.

Jeg kan huske, at jeg engang skulle gå til læge i Aidt, og være der kl. 13.30. Jeg skulle have en tand ud, og jeg var omkring 6 år. Jeg mødte i venteværelset, første dør på venstre hånd, når vi kom ind i gavlen, på den gamle lægebolig. Jeg sad til 16.00, så gik jeg hjem, man havde glemt mig.

Læge Alvig havde fået en bil, en kalechevogn, åben i siderne. En dag kom Alvig kørende, på den gamle Tungelund Bakke, det var før Skolegade, jeg har nok været 6-7-år (ca.1922). Der var meget sne, og bilen kørte fast, min far, mine søskende og jeg, snakkede med Hans Bødker, han var høker-købmand i Aidt, Overgårdsvej 42. Han kom gående med en kurv æg, som han tog med toget fra Thorsø til Silkeborg, for at sælge, for så at tage varer med hjem. Da Alvig så satte sig fast, satte Hans æggene på trinbrættet, mellem forskærmene, og en kasse til værktøj, bl.a. en pumpe og startsving. Vi fik bilen fri, og Alvig kørte, Hans råbte” Mine æg, Mine æg.” og Alvig råbte: ” Tak for hjælpen.”

Hans gik hjem til Aidt.

Alvig kørte til Futting på sygebesøg, derfra til Silkeborg, da han her, stod ud af bilen, opdagede han æggene, han gik da ind for at sælge æggene, og da der lå en seddel i kurven på de varer, som skulle med hjem, købte han disse med hjem til Hans.

Engang der kom skat på brændevin, købte Hans Bødker, et helt ”Oksehoved” med brændevin, 500 l.  (342 Potter), men da den skulle ind af døren, i vestgavlen, var denne for smal, så både døren og et stykke af muren måtte ned, for at få brændevinen ind. Hans Bødker var også post, det var også Postmaries mand, Thomas. Marie måtte låne 8000 kr. i sit hus (Overgårdsvej 47), for at hendes søn, Magnus Pedersen, kunne komme til at køre rutebil. Karl Pedersen begyndte den første rute fra Aidt til Silkeborg.

Læge Alvig var meget hård i filten. Agnes Schøler har fortalt om engang hendes far var med hende til læge, for at få en tand trukket ud. Da hun hylede og skreg, sagde Alvig, at det ikke var noget at tage sådan på vej for, hvortil Agnes´s far tog til genmæle, medens han truede med sin lange pibe, om doktoren nogensinde havde prøvet det?

Agnes fortæller også om NielsMichael Smeden, som engang skulle have en tand trukket ud, han måtte ned på gulvet at ligge, før tanden kunne komme ud. Jeg kan huske i 1927, var jeg ved at tage hjulet af en stiv arbejdsvogn, for derefter at trille det ned til en lille dam, neden for gården Vidstruplund. På grund af tørke og solskin sad jernringen løs på hjulet. ”Stavracci” el. stavret. Jeg blev bange for hjulet, da det løb så stærkt, at jeg faldt over min ene fod, hvor der blev en flænge. Jeg blev kørt til læge i jumpen og kom under behandling. Bestyrer Henning Jensen (søn af Jacob Horn Vidstruplund), kunne sidde udenfor og høre hvor mange klemmer der kom i foden, jeg skreg 7 gange. Fru Alvig og pigen holdt mig. Det var også mærkeligt at jeg ikke skulle bedøves, Uha!! Jeg var 12 år dengang og har stadig ar efter det.

Læge Alvig var så uheldig, at køre en lille dreng over med sin bil, han løb lige ud foran bilen, drengen døde. Han var søn af Niels Nielsen (Kusk) Hesselbækvej 10 Borridsø.

Fru Alvig var den første dame her på egnen, som blev klippet, de sagde, at beboerne gik til doktor for at se hende.

Samtidig med at Alvig fik bil, fik også skovfogeden. Han sikrede sin bil ved at låse den til et træ med en lænke igennem forhjulet og omkring stammen.

 

Vædderløb i Ormstrup Skov november 1944.

 

Gårdejer Kristian Amby i Tungelund havde en vædder, som var løbet væk. Vi fandt ud af, den var løbet til Ormstrup Skov.

Købmand Reinholdt, som var ved V. V. Lauersen i Aidt, købte vædderen, på de betingelser, at han selv skulle fange den. Prisen var 40 kr.

Så en søndag kl. 10. startede 3 mand. Købmand Reinholdt, Svend Hansen og Aage Horn, samt dennes hund, Rolf. Svend kørte på en cykel, en longjohn, det gik derudaf, solen skinnede, og der var et par graders frost. Jeg kørte i forvejen, og hos købmanden i Borre, købte jeg 3 øl. Der var i forvejen ringet til godsejeren på Ormstrup, som havde givet lov til, at vi fangede vædderen.

Min hund Rolf, var opdraget til, at når jeg fløjtede og kaldte, så kom den. Da vi nåede skoven, fik købmanden hunden i snor, og den store jagt kunne begynde. Vi gik imod vinden, da dyrene ellers ville kunne lugte os. Vi anede jo ikke hvor i skoven den befandt sig.

Kl. 14 fandt vi en flok rådyr, og her var vædderen. Den havde gået sammen med dyrene siden august måned. Vi drev dem frem og tilbage. Købmanden slap Rolf løs, men den sprang på et rådyr, som den holdt til jeg kom. Rådyret gav en lyd fra sig, som minder om en hund som tuder. Men flokken var så væk igen. Svend og jeg stod på en høj banke i skoven, som kaldes ”Pæren”. Pludselig kommer vædderen, hunden og købmanden farende forbi, Svend satte bagefter, ned ad bakken, ned til en stor grøft, som dog var uden vand. Heri lå vædderen, hunden og Svend, indtil jeg kom og fik et reb på vædderen, og fik fat på Rolf, ellers havde den bidt den.

Det var rygtedes i Borre by og opland, at der var ”Vædderløb”, så der var mindst 50 personer, ude for at se på. Vi fik vædderen bundet på Svend´s cykel, og kørte hjemad, men så kom Johannes Knudsen og Brugsuddeler Ludvig i Vejerslev, i en gammel Fordvogn, de var begge berømte rævejægere. De fik så vædderen op at køre til Vejerslev, her måtte den så igen på Svend´s cykel, og med til Aidt. Her blev den sat ind i Svend Thorup´s stald. Da vi kom hjem, blev vi modtaget af Anna, Rigmor og Signe, med et flot bord, med dejlig mad, flæskesteg. Signe havde været cyklende i Thorsø efter en islagkage, som vi fik til dessert.

Det var en dejlig dag, med gode oplevelser og god mad.

Bodil lå dengang i barnevogn, hun bliver 50 år d. 2-7-1994


Erindringer om ting, som er sket i Aidt i 1944, er her fortalt af Aage Horn Byvænget 8 i Aidt i Januar måned 1995, kort tid før han bliver 80 år.

 

Jeg husker fra mine barneår i Tungelunddalen.

Aidt 6-1-1995

Før i tiden købte købmændene i området kunstgødning og støbegods hjem via jernbanen. Det var 18 % Superfosfat, Kali.

Det kom med, efter datidens, store jernbanevogne, til Ulstrup Station. Det var på grund af samhandel, så varerne blev billigere.

Disse blev så hentet af købmændene, med hestevogne, som havde specielle brede fælge og sværere og stærkere bund. Der var 3 heste for vognen, og til tider var der 2 vogne efter hinanden. Om vinteren var det slæder.

Når købmand Purup i Sall v/ Hammel, kom til den stejle Tungelundbakke, så bandt de baghjulene sammen, da der ingen bremser var på vognene. Det var før Skolegade blev gennemført, og kun Gl. Tungelundvej eksisterede. Da de var nået broen, måtte de spænde den ene hest fra, da broen var så smal, at de ikke kunne passere. Broen var ellers så bred, at fra det gamle rækværk og ud til siden, mod vest, at kreaturerne kunne gå uhindret over til engen på den anden side af bækken, som hørte til gården.

Min bedstefar Niels Andreasen Skovdalsvej 8, Thorsø Hede, havde bygget broen, den var støbt op, og så var der bautadæk (Baume) af røde teglsten.

Der var den gang en grusgrav i Tungelunddalen, det var byjord, og hørte til gårdene: Tidselbjergvej 3, Skolegade 24-26-17-34 og Hovbro 2. Det var en stor grusgrav, og der boede digesvaler, som lavede huller ind i sandbanken. Alle lodsejerne havde ret til at hente sand og grus til eget forbrug.

Jens Rask, nu Inger og Tommy Laursen, Skolegade 24, havde engang en kvie, som faldt ned, og måtte nødslagtes. Men det klarede Jens Rask selv, da han var slagter.

Ejendommen Tidselbjergvej 3, ejes nu af Solvej og Knud Erik Svendsen Sørensen, den er skilt fra Jens Rask´s gård, og er på 4 td. Land. Her havde Jens Rask indrettet et slagtehus i østgavlen. Jeg husker Søren Rohde´s (Skolegade 16) far, Jens Rohde, havde en ko, som blev nødslagtet, vi børn tog en kurv med op til ejendommen, hvor han boede, (Hovbro 8), oppe ved Tyskerhøjen, som Knud Rasmussen havde. Da vi kom derop, fik vi noget kød i avispapir, der var så mange fluer, men der var mange som kom og købte. Det rygtedes jo fra mand til mand. Til sidst lagde de noget halm, og et lagen i en vogn, og så kødet ovenpå, og kørte så ud for at sælge det. De havde en bismarsvægt med til at veje kødet på.

Da jeg var barn, husker jeg, at der var en Grd. Kresten Jensen, Kræn Jensen kaldet, på Tostrupgården, han var vestjyde, kom fra Vardeegnen. Hvert efterår rejste han ned til marsk engene og købte nogle ungkreaturer, som var lidt magre, de har nok vejet 6-700 pund, ret store dyr, ca. 20-25 stk. Så kom de med banen til Thorsø og blev lukket ud. Der var altid en, der havde en grime eller langt reb på. Kreaturerne havde forskellige farver, røde, blå og blakkede, det var fedekvæg. Så var der en 4-5 mand med, og så løb de i en stor flok igennem byen, over kirkebakken, til Tungelund, Aidt og til Tostrup. Det var et flot syn at se, somme tider løb de over marken, så fik de travlt med at samle dem. De var altid tørstige. Når de så nåede bækken, var de ikke nemme at få op af Tungelundbakken.

Aage Horn.

 

 Den spanske syge ca. 1920.

Aidt d. 6-1-1995

Da jeg er født d. 6-6-1915, dagen efter kvinderne fik stemmeret, er det ikke alt jeg kan huske, men der er noget som har gjort indtryk, og som ikke glemmes.

Jeg husker, der var mange som var syge. Der var steder hvor hele familier var sengeliggende. De naboer, der ikke lå i sengen, sørgede for at kreaturerne blev fodret, og mad til folkene, og meget andet. Der var en kone i Grølsted, som døde, og en i Nysted, begge steder var der små børn.

Jeg kan huske, at min far og mor, og alle mine søskende, lå i sengen samtidig. Jeg var den eneste, som ikke var sengeliggende. Så en dag bankede det på døren, jeg husker det kneb med at få den op. Udenfor stod der en dame, jeg syntes aldrig jeg havde set en dame så smuk. Hun stod i en flot plysselskåbe eller frakke, det var som om det var fløjl. På hovedet havde hun en rund hue, og om halsen en snor med en muffe til at holde hænderne varme. Hun stod med en barselspotte, sådan en med låg og ører i begge sider. Der var trukket et klæde igennem ørerne, så den var til at bære. Inden damen gik ind, tog hun en flaske kamferdråber op af lommen, tog et stykke vat, som hun kom nogle dråber på, og satte op for næsen. Så kom hun ind, og i barselspotten var der sødsuppe med svesker, rosiner og figner. I den anden hånd havde hun, enten var det pandekager eller æbleskiver. Men det var alt sammen varmt og smagte godt. Så fik vi mad den dag.

Siden fandt jeg ud af hvem damen var. Det var Kirstine Kristensen (Kræmer). Hun blev siden gift med Søren Knudsen, og sammen byggede de ejendommen på de 2 hedelodder, som det kaldtes dengang. Det var fra P. Thøgersens (Skolegade 26) ejes nu af Kai Mann Jensen. Det andet lod hørte til hendes fødehjem, Kristen Kristensen (Kræmer) (Skolegade 17). Ejes nu af Kresten Schøler Kristensen.

Ejendommen de byggede lå på Hovbro 2. Sammen fik de en søn, Arne Knudsen. Det er ham som har skænket et klaver til plejehjemmet Thorshøj i Thorsø.

Kirstine blev ikke så gammel, hun døde i 1938.

.  Aage Horn

 

Erindring fra 1923.

Aidt 8 – 1 - 1995

Jeg er født i 1915 og dette er 1923, altså jeg var 8 år.

Christian Højer, begyndte at køre rutebil til Randers i 1923, og jeg var hos Læge Alvig i Aidt, og blev undersøgt. Jeg havde polypper og mandler i halsen, og skulle til Randers på Sankt Joseph Hospital, og have dem fjernet. Min far tog mig i hånden, og fulgte mig til Tungelund. Der begyndte Højers rutebil, som jeg skulle med til Randers, han vendte ved Jens P. Rask´s vej. Der var sådan en stor tjørnehæk, solen skinnede og der var dug på græsset.  Vi havde 2 heste, en gul og en rødbroget, som gik på græs ved Jens P. Rask. Da vi kom op til vejen, kom Godtfred Sørensen, som tjente der, og sagde, at den ene af hestene havde snoet tøjret om en træstub. Så måtte vi ind i træerne for at få den fri. Men så kom rutebilen, det var en lille en, hvor man gik ind i bagenden. Jeg blev sendt med til Randers, som en anden pakke. Da vi kom derud, tog Christian Højer mig ved hånden og fulgte mig til hospitalet. Jeg kan ikke huske hvor det lå i Randers, men jeg husker der var damer i lange kjoler og noget hvidt på hovedet. De var søde og rare, men jeg var noget forknydt, og fældede nogle tårer. Jeg blev så sat på en stol ved siden af en stor hvid seng. Jeg kunne ikke spise noget. Dagen efter blev jeg ført ind på en stue, med ledninger og lamper og nogle mænd i hvide kitler. Her blev jeg lagt op på et bord, eller hvad det nu var. Jeg fik en maske eller sådan noget på, og så blev stemmerne væk. Og jeg vågnede op i sengen. Dagen efter hentede Christian Højer mig, og jeg kom til Tungelund ved 18 tiden om aftenen. Hvor så min far og nogle af mine søskende tog imod. Jeg gad vide, hvem der i dag ville sende deres børn, som en anden pakke med en rutebil i det ærinde. Skolegade var ikke lavet på det tidspunkt.

.  Aage Horn.

 

Min Bedstefar.

Aidt d. 24-2-1995

Jeg husker en fortælling om min bedstefar, han havde en lidt ældre ko.

Min bedstefar boede ude på det, som i rigtig gamle dage kaldtes Hien. Thorsø Hede, Postadressen var Thorsø pr. Hammel. Jeg har også set breve med Thorsø pr. Aidt. Men det var nok noget med brevsamlingsstederne at gøre.

Min bedstefar hed Niels Andreasen, min bedstemor hed An-Bejste. De havde en ejendom ude på Hien. Ejendommen, som de havde, lå ved bækken, der kom fra Niær – Haurum og til Thorsø, der var gangbræt over, den vej gik de, når de skulle en tur til Hammel.

Jeg vil fortælle en historie om min bedstefar.

Han havde en gammel ko, den skulle på marked. Han trak i sit gamle tøj og trak til marked i Hammel. Ankommer hertil, ville flere købe koen. ” Hvad skal den koste?” An-Bejste havde bestemt inden han gik hjemmefra, hvad den skulle koste, så der blev tinget frem og tilbage.

” A håe fåt a veej, at den ska kost den pris.” Efter en pause i spørgsmålene. ” Æ den hårmalket? ” Det veej a it.” ” Æ den trepattet?” ” Det veej a it, for a ka it malk.” Der blev atter diskuteret, og snakket frem og tilbage, og til sidst slog Niels lidt af prisen, og fik så koen solgt. Der var en mand som spurgte om ” Hva trower do An sæjer.” ”Hun sæjer, det va en gue handel do lavt, bette Niels.”

Ejendommen er i dag Skovdalsvej 8.

Jens Anton (Tidselbjergvej 2) fortalte engang, at bedstefar og bedstemor, Niels og An, var nede for at se på en hest, et sort øg. ”Se a øg.” Bedstefar købte hesten. Da sagde Jens Anton, at de lige så godt kunne tage hesten med nu med det samme, klokken var 10 aften. ”Nej” sagde Niels. ”jeg har ingen penge med”. ”Nej.” sagde An-Bejste. ” Uret går endnu, så vi komme igen når det er gået i stå”

Sådan fortælles der om dem.

Tilføjet 2010 af Aage Horns datter Bodil Hallkjær Rasmussen (1944 Jul 02 -> ):
Oldefar Niels Andreasen var kampestensmurer af guds nåde, og når han kom hjem med penge, blev de lagt i klokken (stueuret), og når permediklen (pendulet) ikke kunne bevæge sig mere, så skulle pengene i banken!! Derfor sa` An- Bejste: "Klokken er æ gået i sto endnu" (eller klokken går endnu).

 

Aidt D. 6-3-1995

Jeg, Aage Horn, har lært meget om Aidt, nu sidst hvad Aksel Bredal har noteret ned 1989, om den gamle Dyrlægegård. (Overgårdsvej 45) Jeg husker, at stuehuset lå fri i begge ender, det var kampestens gavle og stråtag på udhusene. 1941 blev halmen taget af den bygning mod vest, og lagt bliktag på. Jeg var fodermester ved Marius Schøler, og han havde Dyrlægegården. Vi kaldte den Annekset. Vi havde 33 køer på gården, og det var så tørt det år, at alt det gamle halm, blev kørt ned på gården og fodret med. Den sidste længe mod øst, er der stråtag med blik oven på. Der var en gammel mand, som havde gården, og han hed Rasmus Haargaard og var gift med en søster til Marius Schøler´s kone, som hed Marie. R. Haargaards kone hed Karen, og en søster til dem var mor til Sven Nielsen, som senere fik Marius Schølers gård. (Overgårdsvej 19).

Gadekæret, som Aksel Bredal skriver om, var ca. på 1 td. Land, fra 1 m til 1½ m dybde. Og i midten af 1945 – 46, gravede dræningsmester Biller en grøft fra kloakken mellem smeden og Jakobs værksted, og der blev lagt en 6 tommer - eller lidt større rør ned, og alt vandet blev ledet væk. Det var byjord. Kr. Markvart, Søren Justesen, (Overgårdsvej 39-37) fik jord til haven og resten tog Marius Schøler. Der lå også et sprøjtehus.

Aksel Rohde og jeg, gravede grøften, og Aksel lagde rør. Kr. Sørensen, som havde gården, byggede lade ud mod nord. Jeg er næsten sikker på, at han byggede gavlen mod øst med røde sten. Kr. Sørensen havde Fattiggården, inden han købte af Marius Schøler.

Marius Schøler var en dygtig og driftig mand. F. eks. byggede han 7 træhuse bag gården og ned til skoven. Der var plads til en griseso, og så var der frisk luft, og de små grise kunne løbe ud i det fri, det er det som er moderne i dag. Jeg var fodermester, fordi han havde en der var meget dygtig, men så klagede han sammen med folkene over føden, da det kom til stykket, ville folkene ikke holde med ham, og så blev han fyret pr. omgående.

Vi havde 33 køer, og de skulle op på græs i Anneksgården. Marius spurgte mig: Hvad skal vi? Køerne havde aldrig haft grime på. Jeg tog en grime og lagde på en ældre ko, og så satte jeg mig op på min cykel, Marius lukkede ledet op, alle køerne fulgte bagefter mig og koen. Det var et flot syn, de vandrede rundt i folks haver, men der var ingen der sagde noget, det var bare Marius Schøler´s køer der klattede på vejen, men hva?

Aksel skriver også om gravhøjene på vejen fra Astrup, ned i grusgraven. Jo, der var en grusgrav, og der hentede beboerne sand, men så faldt højen ned, og der var så kønt dernede. Der blev holdt sommerfest derned, der var et dansegulv, der blev danset folkedans, og Dannebrog faldt fra himlen ned, det kom med et lille fly. Det var i 1943-44.

I 1934 tror jeg nok, det var sidste år der var ringridning. Vi startede ved gården og red op gennem alleen, tog ringen, tilbage ad Astrupvej, og rundt igen. Jeg blev ikke konge, men fik 1. præmie for flottest pyntet hest, jeg red på en gråskimlet hest, og der var syet en sele, og så var den pyntet med lyserøde roser. Jeg fik en sølvkam og børste, skænket af urmager Johnsen i Thorsø. Den grusgrav var også byjord, så blev det solgt til amtet og der er bygget en bro.

Først sidst i 1938-39-40, blev der holdt skovbal nede i Søren Hennings skov. Gymnastikforeningen havde et gulv og sækkelærred, til at sætte ind om. Det lejede de ud, og det gav mange penge i kassen. Men så blev der svindlet med pengene, og til sidst blev gulvet lavet til et hus, og blev brugt i tørvemosen, for at ende som garage på Overgårdsvej 20. Nede i skoven var der et støbt komfur, så der kunne laves kaffe, men det er vist forbi. Den ejendom som Aksel Bredal taler om, er der hvor der er lavet rensningsanlæg og gyllefabrik. Karl Mikkelsens bedstefader, byggede ejendommen. Den ejendom, som kaldes Korea, navnet er ellers Egebæk, et hedelod fra Dyrlægegården, kampstensmurer Niels Andreasen og stenmurer Peter Laursen (Knud Nysted, Herregårdsalle 1) har bygget den. Anders Bak, som var tækkemand i Aidt, har haft den, medens sønnen Ejner Bak var dreng. Og så har der boet mange siden. Ejner Bak blev 97 år den 4. juli 1994, og kører stadig bil.

Rasmus Haargaard havde en søn, som hed Peder, det var af første ægteskab. Han havde sådan en flot motorcykel og rejste på Sjælland. Han købte sådan en gråskimlet hest og ponyvogn, som kom til Thorsø med toget. Så døde Rasmus Haargaard, og Marius Schøler overtog gården. Der er sådan noget vi ikke forstår, men?  Peder fik ikke gården, han boede i Køge og døde for 4-5 år siden. Jeg har fulgt ham uden at han viste det. Den skimlede hest fik Niels Kvist til at køre mælk med, i 1936. Det var det år der blev lavet det første flaskemælk på Drøsbro Mejeri. Jeg var den først som lavede pastorisceret mælk.

Søren Leth Danielsens erindringer.

Jeg har læst i bogen om den brønd, der blev gravet efter Sørens Leth´s forældre var kommet til byen, og var på 30 alen dyb. Den er kommet frem, da de var ved at lægge vandrør i den gamle skole. Den var bygget af røde teglsten. Sat af røde sten, som de gamle sagde. Den er nu fyldt op med murbrokker, så der er kun dækslet over jorden.

Aksel Bredal skriver også om en gravhøj på vejen fra Aidt og til Mondrup, ved vejen som går mod Tungelund. Det er ejendom nr. 2 på Hovbro, der lå en ret stor høj, som Søren Knudsen gravede ud, i 1931, og kørte i vejen til ejendommen, som var en hulvej. Det var en gammel møllevej fra Mondrup til Thorsø Mølle. Jeg kan huske Jens Peder (Kik)(Mondrupvej 2) kørte med et gammelt sort øg, hest, som var blind. Vejen gik ind til Tungelund. Den ejendom er bygget på 2 hedelodder fra P. Tøgersens (Niels Mann). og Kresten Kristensen (Kr. Kræmer). Søren Knudsens kone var datter af Kr. Kræmer, og hed Kirstine. Jeg har været 6-7 år dengang ejendommen blev bygget. Vi kom der meget som børn, også som voksen. Dengang jeg var barn og voksen, var Aidt en radikal højborg. Sognerådsformand, kassereren, mejeribestyrer, mejeriformand, brugsuddeler, skolelærer, alle der havde noget at bestemme, var radikal, gårdmænd og husmænd fra Tungelund til Vidstrup og Hvorslev.

Lærer Hansen og Kr. Højer, begyndte næsten som Tjæreborgpræsten, kørte til Sønderjylland og Tyskland, Flensborg.

 

 

Vinteren 1928-29.

 

D. 2-4-1995.

Der gamle mejeri i Drøsbro, som ligger på Tingvej 42, er opført i 1887. På østsiden af vejen, op til Niels Ladefogeds gård, Tingvej 44, lå der et frysehus, som havde meget tykke mure. Og ud mod vest, over mod mejeriet, var der nogle luger, hvor isen kom ind og ud.

Når frysehuset skulle fyldes op, foregik det på følgende måde: Der blev givet tilbud på levering og kørsel af isen. Tidspunktet bestemte vejret jo. Når frostvejret satte ind, blev der kørt is til mejeriet.

I 1928 var isen allerede klar til at levere før jul.  (Jeg kan ikke huske hvem der savede isen, men det blev hentet i mergelgraven ved Aidt Fattiggård (Fattiggårdsvej 2) og i Aidt Gadekær. Jeg husker at Jens Jensen (Kusk, Pittevej 2) kørte is det år. Han havde et par flotte heste, med lys manke og hale, meget velplejede. De havde den egenskab, at under mulen havde de lange krøller af 4 -5 tommers længde. Seletøjet var altid i fineste stand. Vognen var en stiv vogn med for og bagsmæk, altid i orden., og der var altid muleposer, med foder til hestene. Så var der et sædebræt, tværs over vognen, det kaldtes en sejfiel (siddefjæl). Der var en sæk til Jens at sidde på, men der var også en til hunden, som hed Jensen. Det var en ligesom den grisehandler Larsen havde i Matador (Foxterrier).

Når isen var savet i firkanter, blev den af nogle mænd, læsset på vognen, og Jens kørte og læsse af. Så måtte lærlingene på mejeriet, efter endt arbejde, ud og flytte isen bagud i frysehuset, så der var plads næste dag. Om de fik ekstra penge for det, ved jeg ikke.

Der skulle 70 vognlæs til for at fylde huset, og der var is tilbage, når det blev tid til at fylde op igen året efter.

Isen blev hver morgen hentet på en trillebør, den kom så i nogle beholdere og blev sænket ned i flødekaret, eftersom det var nødvendig at nedkøle.

Det var et stort arbejde dengang, imod hvad man nu kan køle ned med frysere.

 

Min erindring fra det jeg kan huske.   Aage Horn.

 

 

 

Mine erindringer, som jeg husker. Aage Horn, ca. 1928.

 

Jeg husker Aidt Købmandsgård blev bygget. Valdemar Madsen, hed den mand som byggede savværk og købmandsgård. Bag ved lå savskæreriet. Søren Svendsen og Helga var de første der boede der, Og de blev gift den 4. november 1928. Søren blev 90 år den 17. Maj 1995.

Overgårdsvej 1: Så var der Aidt Kro, en kromand Sørensen.

Overgårdsvej 3: Cykelhandler T. Thomasen

Overgårdsvej 11: her var bager Ansgar Thomasen.

Overgårdsvej 13: var en manufakturhandler som hed Iversen.

Overgårdsvej 16: Var en tømrer Sørensen

Overgårdsvej 18: Skræddermester Kr. Kristiansen.

Overgårdsvej 20: Skomager Horn.

Astrupvej 1: Som er lægebolig. Her var lægeparret: Læge Ulrik Balslev og Doktor Ingeborg  Balslev.

Astrupvej 2: Som er dyrlægebolig, her hed dyrlægen Nielsen.

Overgårdsvej 26: Her boede træskomanden, som hed Anders Bak. I et træhus som lå ud til Overgårdsvej mellem nr. 26 og 28, men som har adresse på Gyden 1. var der sadelmager, som også klippede hår og solgte slik, han hed Niels Nielsen.

Overgårdsvej 28: Var købmandshandel, købmanden hed Bier.

Overgårdsvej 27: Var forskole, lærerinden hed frk. Thomsen

Overgårdsvej 34: Ejedes af sognefoged Laurs Laursen.

Overgårdsvej 31: Var smeden Hans Pedersen.

Overgårdsvej 41: Var karetmager Jakob Pedersen.

Overgårdsvej 39: Hvor nu Kristian Marqvart bor, boede der en træskomand, som hed træsko Mikkel.

Overgårdsvej 36: Var en købmandsbutik, Magda og Magnus Madsen.

Overgårdsvej 38: Var Brugsen, her hed bestyreren Anne Marie.

Overgårdsvej 50: Her var der endnu en smed Niels Michael Nielsen.

Dalvej 2: Var forsamlingshuset.

Søren Svendsen Sørensen Astrupvej 6, begyndte som vognmand, med 1 lastbil, hjemme hos sin far Rasmus Peder Svendsen Sørensen i Astrup. Han kørte grise til Hammel Slagteri. Til lastbilen havde han et ruff, eller en slags kaleche, der kunne påmonteres. Så kom der 2 bænke bagi. Og sådan kørte han til Grisemarked i Bjerringbro hver tirsdag formiddag, med folk fra egnen. Han kørte også rundt på gårdene og tærskede og savede brænde. Så løftede han det ene baghjul op på en huggeblok, satte en rem fra tærskeværket eller sav, til dækket på det løftede hjul. Engang Søren kørte til Vadet i Vidstrup, bankede hans bedstefar, som også hed Søren, med stokken. Søren holdt og steg ud af bilen. Den gamle sagde: Du brølede ikke da du svingede.

Ved gadekæret i Aidt, der hvor Genforeningsstenen står, har der også stået et sprøjtehus.

Dette er, som jeg husker det, de ting, som måske vil gå i glemmebogen.  Aage Horn.

 

Fra 1920 – 1923.

D. 2-4-1995

Fra disse år, husker jeg, der boede en, som hed Ravn, på Thorsø Nygård (Gl. Tungelundvej 1)

Vi børn, kom både der og på ejendommen overfor. Gl. Tungelundvej 4. Her boede en familie, som hed Frederikke og Martin Foged. Vi boede i nr. 3, som kaldtes Stråhytten, og vi legede meget sammen med deres børn.

Frederikke og Martin havde en søn, som hed Kristian, han meldte sig til Frikorps Danmark, under 2.verdenskrig. Han kom aldrig hjem igen, han faldt ovre ved Rusland. En anden søn hed Gunnar, han var på min alder, han blev rød post i Langå.

Da jeg var 5-6 år, kan jeg huske der skete noget underligt, der kom politi ind til Ravns, det var manden som havde hængt sig i laden, i en bjælke oppe under taget. Han havde været nede sydpå, for at købe et par belgier heste, og da de kom til Thorsø med banen, var den ene død.

Vi gjorde os mange forestillinger om, hvad der var sket.

Ravns gård blev solgt til Niels Nielsen (Kusk), gik senere på tvangsaktion 1927. Villum Johnsen køber den og sælger til Niels Christensen 1945. Solgt til Hvorslev Kommune 1986, og udstykket. Bygningerne ejes af Ruth og Leif Frandsen 1995.

Husket af Aage Horn.

 

 

Aidt Kirke.

Aidt kirke er opført på en torp, som ligger i den vestlige udkant af byen, over mod Tungelund.

Den er opført i slutningen af det 12.århundrede. Skibet, som er et langhus, vender øst/vest, den første kirkebygning havde en længde på 23½ alen, og var uden tårn. Der var kun en rytterknægt. Senere har kirken fået en forlængelse på 10 alen, det kan ses på sokkelblokkene, da de første er pænt tilhuggede, hvorimod de sidste er utilhuggede. Tilbygningen er foretaget kort tid efter Vejerslev Kirke i 1713 fik nedrevet den ene korsarm el korsfløj. Disse materialer blev brugt til at bygge Aidt Kirke i den længde den har i dag. Op til sidst i 1870-80 var Aidt Kirke pudset og kalket, det blev senere igen hugget af, så den fik det udseende den har i dag. Indtil 1768 var der et tårn på kirken, det blev så medtaget, at det blev revet ned, og der kom igen en rytterknægt på, til man i 1942 byggede det tårn som kirken har i dag.

Tårnet blev bygget af murer Karl Madsen Aidt. Arkitekt og murer var Niels Juhl Ditlevsen Gjerning. Tømrermestrene Jacob Pedersen og Marinus Kirkegaard Aidt, stod for træarbejdet.

Vognmand Søren Svendsen Sørensen, kørte sten fra Tilst Teglværk. Det var røde matte munkesten, og så kalkede man det hvidt. Og det skaller af og koster en masse penge, for at holde det hvidt og pænt.

Tårnet blev indviet 26. nov. 1942.

Kirkeklokken er ophængt i 1946, og er indviet 5. jan. 1947. Klokken er skænket af Jørgen Marius Schøler (Overgårdsvej 19), og på hans fødselsdag blev der holdt festgudstjeneste i kirken, med taler af flere forskellige, bagefter var der fest i hjemmet. Jeg var ikke med, trods det, at jeg var den første, der ringede solen op og ned, ringede til fest og glæde, til sorg og savn.

Der hænger i kirken 3 lysekroner, den første er skænket 15. juni 1905 af Maren Skjellerup, til minde om Jens Koudal og hustru Stine Koudal. (Sønnen) Jens Koudal var kromand i Aidt, og Maren var pige, og gik til hånde. Hun boede Overgårdsvej 14, hvor hun lånte en stue ud til præsten, når han skulle skifte tøj.

Den næste lysekrone er skænket af lærerinde Frk. Kammersgaard 1917.

Den sidste er skænket af handelsmand Thomas Andreasen. Han var også skovfoged og skaffer, som kaldte ind til fest og glæde.

Døbefonden, som er af gotlandsk arbejde, er fra ca. 1300 tallet, det er en meget sjælden type, med en femkantet kumme på en rund kraftig fod.

Altertavlen er af eg, og fra 1601. I det midterste felt, er malet et billede af frelseren med kalken og brødet.

Prædikestolen er skænket af Tim Klausen d. 4. nov. 1659. Tim Klausen var salpetersyder på Salpetergården (Pittevej 10). Salpeterværket blev anlagt af Chr. 4. 1632 – 1659. Man udvandt salpeter af folks brugte gulve, hvori var ammoniak, dette blev så brugt til fremstilling af krudt.

I 1856 gennemgik kirken en restaurering, her nedbrød man et våbenhus, som var på sydmuren. Og der blev bygget en skorsten og installeret en kakkelovn. Den blev i 1939 udskiftet med et calofairefyr. Lønnen var da 1.18 kr. i timen.

De gamle vinduer blev udskiftet med jernvinduer, på nær det lille, mod øst, det er fra den helt gamle kirke. Oven over det lille vindue, kan man på taget se årstallet 1968. Dette år blev blytaget støbt om.

Orglet blev i 1913 skænket af enkefrue Smidth, som var købmand på Overgårdsvej 62. Der hvor den gamle Mondrupvej kom ind til Aidt.

Aage Horn.

 

Sprøjtehus i Aidt.

D. 11-9-1995

Hvad jeg husker og er bleven fortalt.

 

Sprøjtehuset i Aidt, der nu er nedbrudt.

I Aidt var der 2 gadekær. Det nede ved genforeningsstenen, hed gadekæret, hvor der også var sprøjtehus, det er revet ned før min tid. Den omme ved Dyrlægegården hed branddammen, her kom sprøjtehus.

Branddammen bag Dyrlægegården, er nu tømt for vand, og lige for enden af den lå sprøjtehuset. I 1944 var der en vandtønde, som kunne læsses på en vogn, ligesom en ajletønde. Det var en stiv arbejdsvogn, hvor der blev spændt heste for. Så kørte man den ud i dammen. Med spande, der havde en hel speciel facon, som egnede sig til påfyldning af tønden., blev denne fyldt. Spandene lignede de spande, som man hejsede vand op af brøndene med, de var buede og smalle for oven. Når tønden var fyldt, blev brandsprøjten sat bag på vognen, og der blev åbnet for en hane, så vandet løb i sprøjten. 2 mand pumpede og 1 holdt ved stråleslangen.

Så havde de brandøvelse, hvor de havde lånt en sprøjte i Hammel, det var en som skulle sættes på baghjulet af en lastbil. Det blev Jens Lassen i Thorsø, der lagde bil til. Thorvald Møller i Thorsø var Brandinspektør, med kasket og det hele. Brugsuddeler Ludvig Christensen Vejerslev, skulle møde med udrykningshorn, han kørte i en Ford T. Han tudede hele vejen fra Vejerslev til Aidt. Sådan havde hver mand sine ting at passe. Den lånte sprøjte, til at sætte på bilen, duede ikke rigtig, og kom aldrig mere i brug.

Når de var færdige med øvelsen, mødtes de på Aidt Kro, til en kop Kaffe. Hvis brandfolkene ikke havde fornøjelse af øvelsen, så havde børnene det.

Sidste gang vandslangerne blev brugt, var da Martin Nielsen´s (Brundt, Slugten 1)Vidstrup Søndergaard, brændte i 1934. Jeg tjente i Tungelund og kørte ajle ud den dag, det lynede og tordnede og regnede. Så pludselig ved 14.30 tiden, så jeg røgen stige til vejrs.

Efter nogen tid blev Vejerslev-Aidt-Thorsø lagt ind under Hammel brandvæsen.

Sprøjtehuset blev efter endt brug, ryddet for materiel. Vandvognen fik Kr. Koudal, til at hugge op til brænde. Hvor sprøjten blev af, vides ikke. Der blev lagt trægulv i huset, som så blev brugt til opbevaring af forskellige ting, bl.a. sneploven blev sat ind der, men det var for besværligt, for den skulle stilles på højkant. Der var også 2 bårer derinde.

Huset blev revet ned af Aage Jørgensen, ca. 1972, da der blev bygget ny svinestald til Dyrlægegården.

Den 9-9 1944, blev alle beboerne i Vejerslev-Aidt-Thorsø kommune, indkaldt til møde. Hvert sogn for sig, i forsamlingshusene.

Det drejede sig om Evakueringsudvalg der skulle nedsætte. Landmændene skulle møde med vogne til at køre med ældre, gamle og syge. Hvis der var høje sider på vognen, 70 cm, skulle der være bænke og stole, til at sidde på. Men hvis der var sider på under 70 cm, skulle der være halm eller træuld. Dem, som havde biler, skulle også møde. Så var der husmødrene, de skulle lave mad. Jeg kan huske jeg skulle være ordinans, d.v.s. cykle rundt med beskeder. Udvalget blev nedsat. Da man var bange for at landgangen i slutningen af 2. verdenskrig, skulle foregå på vestkysten, nærmere bestemt Thy.   Aage Horn.

 

Mondrup Mose og tørvegravning.

Skrevet D. 4-12-1995.

 

Lige nord for Borre Å, inde i Hagsholm Skov, kører man over en gammel gravhøj, og umiddelbart herefter, løber der en lille bæk, i en stor dyb grøft, den danner skellet mellem Langå og Hvorslev kommuner. Det hedder: ”Vormdal” el. Ormedal. Den lille bæk løber tværs gennem mosen, for at løbe sammen med Bore Å.

Lige inde for skovkanten, på venstre hånd, lå der på trekanten, et bindingsværkshus, her har boet mange småkårs familier. Thyra Knudsen blev født der. Den sidste som boede der, var Emanuel Marqvardt. Betingelserne var at han skulle bryde det ned, når han rejste derfra. Aage Jensen i Mondrup mener det var i 1927.

Mosen er altså beliggende i begge kommuner. Der blev her gravet tørv, til eget brug, også Hagsholmgårdens arbejdere lavede tørv. Man havde, som ved landbruget, en hestegang som drivkraft, med en aksel herfra, trak den en ælter, som var en kasse med en snegl på. Her blev tørvejorden æltet til en tyk dynd, under tuden kunne der holde en trillebør, der så transporterede dynnet hen til en ramme, her kom den æltede tørvemasse så ned i, den blev jævnet med et redskab, som kan minde om en rive uden tænder. Når så rammen var fyldt, blev den løftet op, og lagt ved siden af, og atter fyldt. Tørvene lå nu i solen og tørrede, de blev rejst på højkant, for at blive vejret, så de rigtig kunne tørre, herefter blev de stakket. Her stod de ca. en 3 ugers tid, og blev herefter kørt hjem. Sådan var jeg med til at lave tørv, da produktionen var på sit højeste.

Under anden verdenskrig, startede Godsejer Obel på Hagsholm, en tørveproduktion, med salg for øje. Han skrev kontrakt med Aage Jensen Mondrupvej 3, og Karl Jensen Mondrupvej 5, den var gældende for tidsrummet 5-8-1941 til 1-8-1946 og Matr. 5a. 2f. 4f. og 6a. Der foruden lejede han 10 td. Land af Jens Jørgen Nielsen Mondrupvej 4.

Her blev tørvene lavet på maskine. Det foregik på den måde, at tørvejorden, kom i ælteren, herefter blev tørvene formede, ud af en tud. På et bræt, kunne der være 10 stk. Nogle mænd stod og tog fra, andre fodrede maskinen med brædder. Brædderne med tørv, blev anbragt på lang fladvogn, der kun havde to hjul på midten., og var forspændt med en hest. Når vognen var fyldt, blev den kørt på tørrepladsen, her skiftedes vogn, den tomme med tilbage. Der var mænd som tømte tørvene ud på jorden, så de kunne tørre i solen. Der var en del beskæftiget ved tørvefremstillingen, ved maskinen stod der 2 til 3 mand. Deres arbejde bestod i, at holde maskinen fuld med tørvejord, det blev gravet med håndkraft.

Til at begynde med var drivkraften en petroleumsmotor til at trække maskinen. Den kunne ikke holde, der blev så trukket el ledninger ud til motoren.. Engang gik der ild i motoren, da tog Gunnar Glargaard, en spand som stod, med stenolie (Petroleum), og smed på, ilden gik ud.

Når tørvene var tørre, skulle de sendes af sted fra Bøstrup Banegård, det foregik ved hjælp af et hestekøretøj, som en husmand, ved navn Peter Thomsen, sørgede for, med sine små heste. Der var også generatordrevne lastbiler. Nogle tørv blev også leveret direkte til kunderne, priserne kender jeg ikke til.

Jeg kørte selv tørv fra moserne ved Grauballe, Iller, Hinge og Pårup. Her kostede tørvene 10 kr. pr. 1000 stk. Tørvene fra Mondrup var meget tunge. Michael Østergaard havde en broder, der havde barndomshjemmet i Iller, her lavede man nogle rigtig gode tørv, så alle i Aidt fik tørv derfra, troede de da, når jeg hentede et læs tørv, 10 000 stk. kunne der være på det store lad på lastbilen, det fik jeg 40 kr. for, nå et lille sidespring. Lærer Hansen, Kristian Olsen, Kristian Sørensen, og der var mange flere, som købte tørv, de blev leveret af en anden vognmand, ude hos Michael Østergaard´s bror. De sagde til mig, at jeg skulle hente tørv derude, da de var meget bedre end dem, jeg kom med, men vi hentede det samme sted.

 

Under tørvegravningen, rundt om i vore moser, er der fundet mange ting. I Mondrup Mose, blev der gravet en masse moseeg op, det blev senere skåret op til gulvplanker, og er nu anbragt på Århus Rådhus.

Mange stenredskaber så også igen dagen lys. Der var også våben og krukker, samt en speciel stenøkse, som hedder polstav.

I Hvorslev, lige bag Jens Ankers gård, blev der fundet en meget velbevaret oldtidsplov, en såkaldt ard.

Jeg har talt med Peter Raadal, angående ploven, fra Hvorslev, han sagde, han lå inde med papirerne, de blev efterlyst af Jens Bramer Sørensen, som er på Kanal Hvorslev.

 

Vi forlader nu mosen, og bevæger os mod vest, hvor vi også vil komme igennem Tungelunddalen, den dal, som var fortælleren, Aage Horn´s barndomsrige. Hvor han, og hans søskende voksede op. Men tilbage til vores vandring langs Borre Å.

 

Når man kommer ud af Mondrup Mose, ligger der en ejendom, Hovbro 17. Den blev i 1857 overtaget af Søren Sørensen, hvis slægt kom til at præge stedet i mange år. Han var med i krigen 1864, hvorfra han modtog en fortjenstmedalje. Hans søn, som også hed Søren Sørensen, begyndte at lave træarbejde, og karetmagerarbejde. Der blev laver harver og tromler, kratte, skovle og ”hjøllidrag” Ledrag.  I 1880 kom der en vindmølle og senere en vandmølle. Jeg kan huske, at der blev malet korn, og at de lavede strøm til lys, det blinkede meget.

Jeg kan huske, at vi badede i mølledammen, vandet var så rent. I 1905 tog man navnet Fruelund. I 1908 flyttede savværket til Thorsø på Tjørnevej 1. Jeg kan huske Buel Frowlund og Søren ”den tyk” Fruelund.

Det var Søren og Bodil, som sørgede for, at Hans Pedersen og Brugs-Ane Marie, fik pladsen som uddelere, da brugsforeningen blev oprettet. Søren F. og en P. Pedersen kautionerede for 1000 kr. og så skulle de have 5% af handelen. Hans Pedersen gik også post.

Bodil Fruelund var en elsket dame i Thorsø, hun handlede med legetøj, og gav meget til de mindre bemidlede.

Jeg har kendt tre generationer, den tykke Søren Fruelund, og den Fruelund, den sidste, som havde savskæreriet, en overgang var der ca. 20-25 mand i arbejde. Emil Rohde fyrbøder i mange år, jeg har kendt dem alle.

Nu er mølledammen i Mondrup væk, og det, som var af møllen, er dækket af jord. Men det var et godt sted at komme, mine søskende, og en del af deres, havde samme alder som Kresten og Sine Fruelunds. Der var en datter, som hed Gerda, hun blev gift med en feriedreng, vi kaldte ham ”Liber”, han hed Emil. Sine Fruelund havde en broder, som hed Jens Thyrsted, navnet havde han fået, da han er vokset op hos Ane og Magnus Thyrsted, som er forældre til Hans Thyrsted. Der kom disse børn i pleje da deres forældre døde.

Gården, mølleriet, og karetmagerværkstedet, lå på sydsiden af åen. På nordsiden, lidt oppe på marken, lå en anden ejendom, her boede Anton Jensen (Hovbro 15), han fik gården i fæste efter sin moder i 1893, den hørte da under Frijsenborg. Anton var den sidste, som lærte smedefaget ved Hovbrosmeden, kaldet P. Kristian (Hovbro 6). Smedien lå på trekanten lidt nord for gården, den var tækket med strå, der var en stor trækbælg ved ildstedet. Der var ambolte og en masse værktøj, som hang på væggene. Smedien blev brudt ned i 1928, efter at Jørgen Kristensen i 1922 havde overtaget ejendommen. Hovbrosmeden havde tre børn, 2 sønner og 1 datter. Da J.K. overtog ejendommen, var der kun et langt hus, i den østlige ende, var der en gammel bageovn, i den vestlige ende et udhus, og stald. Mod syd lå et fårehus, et såkaldt spændhus, hvor stråtaget går helt ned til jorden. Der gik en vej mellem ejendommen og smedien, hen til en anden ejendom.

Jørgen havde en broder, han hed Magnus Kristensen, han var fattiggårdsbestyrer på Aidt Fattiggård. (Fattiggårdsvej 2) Byggede derefter en ejendom på Klepgabsvej i Borridsø, derefter købte han en ejendom på Mondrupvej 1, til sidst huset på Skolegade 38 i Aidt.

Jørgen Kristensen er far til Verner Kristensen, der har Hammel Møbelfabrik. Der var også en tredie broder, Kresten, han er udlært skrædder hos Kristiansen i Thorsø. Han bosatte sig på Sjælland.

 

Skrevet 9-1-1996.

Borre Å løber så videre mod Gudenåen, og krydser vejen fra Haurum til Aidt, broen hedder Hovbro. Det gangbræt, der i siden tid blev lavet, brugte bønderne, når de gik på hoveri på Frijsenborg. Åen løber nu videre til engene, hørende til Hovbro nr. 2-4 og 6, videre til engen som hører til Skolegade 34, den tilhørte Peder Therkildsen, i engen op til skoven, som hører til gården, ligger der to store sten, med navne på to børn, de mistede. En søn August, og en datter Gudrun, derfor kaldte vi den dødedalen.

Åen løber videre gennem P. Thøgersens eng, (Skolegade 26). Herefter kommer en fælles grusgrav, hvor alle, der bor i Tungelund ejerlav, har ret til at hente grus og jord. I 1922-23 blev der gravet/bygget en brønd, og vandværk til Tungelundgårdene og husene. Før den tid blev der hentet vand op ved hjælp af et vandhjul, drevet af vandets egen kraft. Den ejendom som min far byggede i 1914, havde også en eng ned til åen, det var et englod, som hørte til Henry Nielsens gård på Brunhøjvej 9. Her var der et vandhjul, der var bygget en dæmning til at stemme vandet op i P. Rask´s eng (Skolegade 24). Den var ca. en ½ m bred, og i midten var der en tud, hvorfra vandet faldt ned på hjulet. Fra hjulet var der en aksel ind til brønden, med pumpen, der så pumpede vandet op til en beholder bag P. Thøgersens gård, beholderen er der endnu. Da dette blev lavet, sagde den gamle P.T. at ingen skulle bilde ham ind at vand kunne løbe op ad. Men det kunne det med lidt hjælp.

Vandværket var fælles, og hver gård havde hver måned, til at passe det. Jens Anton og P. Therkildsen var ikke med i det.

 

Længere fremme, end vandværket, var der lavet en jordvold, eller banke, ca. 100-150 m. mod vest, ca. 25m fra åen. Her var der opstillet skydeskiver, i et hul i banken, det var 2 m. dyb og 4-5-m. lang. Det var jo så et værn mod vildfarne hagl, til de 10 skydeskiver. De runde skiver, havde tallene fra 1 – 12, disse kunne hejses op og ned. To mand havde så en markør, på en lang stage, og kunne hermed markere hvor mange skud der ramte, og dette blev skrevet op. Når der så blev markeret slut, skulle riflen knækkes og ligges på jorden. Som underlag, for dem, som skulle skyde, var der sat nogle pæle i jorden, hvorpå der var brædder. Da jeg var en 6-7 år, var der en skytteforening, som blev lagt sammen med idrætsforeningen. I 1933 blev der oprettet en jagtforening, man sagde, at idrætsforeningen gjorde for lidt for skytterne. Jeg kan huske, de kom marcherende med en fane fra Thorsø, forbi os, når der skulle være stævne, det så flot ud. Jeg ved ikke hvor lang banen var.

 

Der var også en hule i Tungelunddalen, den lå nede i P. Therkildsens bakker. Jeg har fået fortalt, at der i 1917-18 boede en mand, han hed Peter Reiner, han var jagtet af politiet. Han havde også huler i skovene ved Silkeborg og Ormstrup. Her kunne han gemme sig, når han var jagtet. Han tog fra de rige og gav til de små eller fattige. Hulen i Tungelund, var ca. 1½ m. dyb, og der var lyng og grene som underlag, vi børn legede der mange gange. Jeg var der igen, for ca. 3 år siden, men kunne ikke finde den. Man fortale om Peter Reiner, at når han var til købmand, både i Aidt, Borre eller Borridsø, så gik han altid baglæns ud af butikken. Jeg har hørt meget om ham, men aldrig noget ondt.

 

Langs Borre Å, gennem Mondrup Mose.

 

Borre å, har sit udspring i Hagsholm Skov, der hvor vejen går mod Haurum, ned over banen, og ud til ”Amtet”. Her begynder den. For at løbe under vejen mod vest, syd for Mondrup Mose. Syd for åen var der noget fællesjord, til tørvegravning. Det hørte til ejendommene på Thorsø Hede ”Hien”. På den tid da Karen og Herluf Sørensen blev gift, betalte lodsejerne hver 50 kr. til en sagfører, som så ordnede, at alle tørveskifterne blev lagt under ejendomme Hovbro 25. Det var Laurits Mortensen Sørensen (Musiker), som ejede den dengang. Har Karen og Herluf fortalt. Den næste ejendom havde P. Skjødt Hovbro 19. Lige bag denne lå en mose, Lysmosen, den tilhørte ejendommen på Kirkegade 8 ”Thorshøj”, denne mose købte P. Skjødt af Jens Bendtsen, han solgte den senere til Gudrun Fruelund, gift med Søren Fruelund. Han er barnebarn af Sine og Kresten Fruelund. (læs senere).

Der var også et kær, som hedder Store Hastekær, der er både store og lille Hastekær. Disse gjorde det, i gamle dage, ud for eng og mose, brugt til græsarealer og høslet. I dag er de drænede og dyrkes som almindelig agerjord.

Det var det første jeg skrev om Borre Å, så nu begynder eventyret.

 

 

Skrevet D. 11-1-1996.

Åen løber nu videre mod syd-vest, her mødes den med Haurum Bæk. Denne har sit udspring neden for Niær Præstebolig, men er nu lagt i rør derfra til Haurum Mose. Når den er kommet forbi mosen, kommer den i en bæk, ud forbi Otto Vinter på Skovdalsvej, den gør skel mellem Thorsø og Haurum sogne.

Skovdalsvej 8, var min bedstefars gård.

Åen gør efter denne, nu skel mellem Thorsø og Sall. Den løber under banen, og videre ind til Thorsø, forbi smeden og bageren, under Borggade og til Thorsølund, Grøndalslund. Herefter mødes den med Borre Å. Her på østsiden, lå den gamle Thorsø Mølle. Åerne løber nu sammen, videre mod vest, fra lige før Skolegade, under denne, ned til den nuværende Thorsø Mølle Mat. 12. Den er dateret til 1637, hvornår møllen er flyttet, til sin nuværende plads, vides ikke. Men i min barndom, kunne vi stadig se de gamle egestolper, fra den gamle dæmning, de var helt fra Thorsølund og hen til Skolegade. Det var et meget smukt område, vi kaldte det ” Kostol”, vi legede meget der. Rundt langs skrænten står der en række egetræer, hvor der er en sti. Her gik mange ture om søndagen. Mange inde fra Thorsø kom ud ved Thorsølund, ned til bækken, hvor der var et gangbræt over. Denne vej gik mange til kirke, der var en trappe op til en låge, ind til kirken. Kirkestien. Mange gik også gennem foldene, hvor der gik kreaturer, så løftede man leddene af og lukkede efter sig. Man kunne på den måde gå hele Tungelunddalen rundt.

 

Skrevet d. 17-1-1996.

Videre mod Thorsø Mølle, passeres en eng, tilhørende Amby´s gård, Skolegade 34. Her var det første rensningsanlæg bygget, umiddelbart nord for åen.

Efter papirer, om Thorsø Mølle, er den fra 1637. I september 1764, er den brændt, og her indebrænder 2 børn. Det kan muligvis være på det tidspunkt, at den er flyttet til det nuværende sted.

På gamle kort, kan man se, der har gået en vej, en møllevej, helt ude fra Rasmus Sørensen ejendom på Hovbro 23, den gik videre over forbi ejendommen oppe ved ”Tyskerhøjen”, hvor Knud Rasmussen og Elmer Framvig Brunhøjvej 12, bor. Videre synden om Kr. Kristensens ejendom, og ned i den eng jeg før omtalte, med vandhjulet.

Thorsø Mølle var en stor gård, i 1884, var der på gården, lægebolig, eget bageri, og en stampemølle, der var også en købmandshandel til gården. I 1919 blev det gamle stuehus solgt til Loft Sørensen, han begyndte i 1925 en produktion af træuld. Oppe på banken var der en vindmølle, i 1965, blev der startet en fabrik, som lavede træbeton plader. Til møllen var der også en stor frugtplantage, især med æbletræer. Til fabrikken var der en tid ansat ca. 12 mand.

Jeg kørte i 1929-30 til mølle, da tog man told for at male korn, de havde et mål, som lignede en pande, den stak de i sækken og med en pind, gjorde de strøget mål, dette kom så i en stor tønde. Jeg har kørt for møllen fra ca. 1970, jeg hentede træ til at rive træuld af, og kørte rundt i hele landet, med de færdige plader.

Træet hentede jeg i skovene ved Frijsenborg, Ry, Addit, Bryrup, Vissing, Træden, Ring, Grædstrup og Virklund, og mange flere steder.

En anden vej der førte til møllen, gik mod sydøst, over mod vildtbanestenen, over Torkil Simonsen´s jord, (Møllevej 13)videre over Rolighedsvej, men efter banen kom, blev den ikke mere brugt. Samtlige gårde i Futting, havde hver en nøgle til et led på stien så de kunne køre over banen der.

Der lå også en gravhøj, oppe på det høje ved Poul Erik Povelsens (Rolighedsvej 7) ejendom.

 

Skrevet d. 21-1-1996.

 

Fra Skolegade til Thorsø Mølle og Katvad Mølle.

 

Der var på denne strækning flere stemmeværk, men først var der mølledammene, en på begge sider af Møllevej, den mod syd, er på møllens egen jord, og i Skanderborg Amt. Den mod nord, er på Kr. Schøler Kristensen, Skolegade 17 jord, helt ud til Tidselbjergvej. I engen hertil var der også et stemmeværk. Fra dammene mod vest, mødes turbinevandet igen med den oprindelige å, det løber nu videre mod vest, det er stadig eng, der hører til Skolegade 17 (Kræmmeren), videre til Rasmus Raaby´s jord. Åen danner her stadig amtsskel mellem Viborg og Skandeborg Amter. Sammen med Tubæk bæk, kommer den forbi Drøs Højgård.

Efter Kræmmerens eng, har også gårdene Skolegade 26, der er nok ca. 2-3-td.land, mellem disse enge, var der et stemmeværk, nok et, hørte til Rasmus Hvass og P. Horn, Emil Vestergaard havde også et stemmeværk, videre havde Søren Leth et. Det var alle engene fra Møllen til Præstebroen.

Disse enge blev overrislede, det blev de i min barndom. Der var nogle stemmemestre eller engmestre. Den gamle Jens Truust og Mikkel Mikkelsens far, de forestod disse overrislinger.

I bogen fra Vellev, står der, fra 1200 til 1969, engmestrene gennem tiderne, at det var en god måde at dyrke hø på, vandet blev stemmet op i november måned. Da jeg blev konfirmeret i Aidt d. 7-4-1929, blev der talt om, at stigboerne, som de kaldtes, nu skulle tages op, det blev de, et for et, så rendte vandet lige så stille tilbage i åen. Når vandet var væk, begyndte græsset at gro, det var noget godt hø. Hvis vi lagde kløverhø, fra marken og enghø, for heste og kreaturer, var det enghøet, som først blev fortæret.

I årene 1917-18-19, fik Michael Østergaard, lov til at rørlægge den store grøft, som kom fra kirkekæret, lige neden for Aidt kirke, ned over Marius Thorup Kongensbrovej 17, og P. Horns Kongensbrovej 19 (den hed Egebæk, blev senere kaldt Korea.)

Gravearbejdet blev lavet af Marius Thorup og Anton Jørgensen, den kom ud hvor vejene skilles, og der var rigtig meget vand i den.

Den løber gennem haven på Egebæk, og i 1928, var det den eneste vandkilde som var.

Vi gik ned i haven, ind i hønsegården, her var der en trætud lagt i bækken. Vi satte en spand under, og når to spande var fyldt, bar vi dem hjemad, med et åg over skulderen. Når vi hentede vand, stod vi på en flad sten, som lå nede i hønsegården, denne sten ligger i dag på mine forældres gravsted på Aidt Kirkegård. Bag på stenen står min fars navn.

Det var et stort arbejde at hente vand op, især når der skulle vaskes storvask, da gik der mange spande vand til. Men der gik også meget vand til kreaturerne og til den almindelige husholdning. Jens Anton, Tidselbjervej 2, fik indlagt toilet med træk og slip, det afløb kom ud i et par mergelgrave, derfra ned i bækken, før det sted vi hentede vand ved. ??

 

Vandet løb nu videre til Borre Å og Præstebroen.

Anton Jørgensen gravede sammen med Marius Thorup, var der kun når han ikke var i Tyskland med heste. Der var 20 heste i et kobbel, nogle blev brugt til at køre med, andre fragtede hø og spande til at vande med. En transport tog ca. en uge. Det var tyskernes heste, som han rejste med. Det foregik på den måde, at hestene bar grime, de blev så bundet i halen på hverandre, så gik de i en lang række, en 7-8 stk. pr. række. Når hestene var afleveret, tog han toget hjem.

 

Skrevet d. 21-1-1996.

 

Fra Præstebroen.

Lige vest for rensningsanlægget, kommer der en lille bæk, som har sit udspring i et væld bag Magnus Kirkegaards ejendom Kongensbrovej 6. Både nr. 6 og 8 fik vand herfra inden de kom i Aidt Vandværk. Der var lagt et rør i en brøndring, så løb vandet ud af en hane, det overskydende løb så ned i Borre Å, det gør også det rensede vand, fra rensningsanlægget.

Videre fremme kommer der en bæk fra Astrup, den kommer fra slugten, dalen, nord for Rasmus Pedersen Astrupvej 16, her kommer vandet ud i mange små kilder. Her var en hævert, som fik vandet til at løbe i rør til Astrupgårdene.

I engen neden for Astrupgård er der vist, at der har været en vandmølle med en opstemning til mølledam, det var i 1579, men i 1600, er den nedlagt, muligvis fordi Katvad Mølle var for nær, og større.

Åen er nu ved Katvad Mølle, hvor den løber gennem mølledammen, hvor den fra ca. 1491 har leveret drivkraften til møllen. Efter hvad gamle skrifter fortæller, skulle møllen før have ligget ved Graasig Mose, det er ikke langt fra Viggo Skov´s ejendom, Bosskovvej 6. Møllen tilhørte da Vejerslev Kloster. I 1802 er møllen overtaget af P. Drachmann. Der står i Vejerslev kirkebog, at en datter druknede nede i mølledammen. Hun blev af strømmen ført over vandhjulet og ned i mølledammen, hendes lig blev fundet ved en husmands stemmeværk. Man kan heraf se, at på daværende tidspunkt også har overrislet engene til høslet.

I 1622 er vandstanden målt til 2½ alen op til vandhjulet.

I 1657 blev møllen hærget og nedbrændt af svenskerne.

I 1801 drukner den daværende møller i mølledammen.

I 1923 køber Lars Frederik Larsen møllen, for at sælge den i 1937 til Kristians Lorentzen. Da han overtog den, var det store møllehjul af egetræ, han køber en turbine. Mange gange har vi talt om, at det var både synd og skam, at det gamle egetræshjul, blev slået til brænde. Senere var der flere købere til det, men da var det for længst væk.

 

I forhenværende amstborgmester P.E. Eriksens erindringer, fra 1930, har han skrevet om familien Drachmann i Randers, den bestod da af Fru Drachmann og en datter.

P.E. Eriksens mor, havde i 5 år, tjent hos familien, da de havde Katvad Mølle. Hun fik da en skrivepult, som havde tilhørt digteren Holger Drachmann, eller, som han havde benyttet, når han var i møllen på visit. Han var fætter til mølleren. Og denne pult var i amtsborgmesterens eje.

I 1802 fæster Poul Lakaj Drachmann møllen af godset Frijsenborg d. 13-09.

I 1826 fæstes møllen af Hans Drachmann d. 5-12.

I 1844 døde Hans Drachmann, hans gravsten findes på Vejerslev Kirkegård.

 

Katvads jorder, ligger i tre sogne, Aidt, Vejerslev og Gjerning. Da jeg var ung, havde møllen selv en vogn, som kørte rundt til gårdene efter korn, for så igen at levere det tilbage i malet tilstand. Det var en rigtig svær hestevogn, med fjedre, og svære hjul og fælge. Der var en fast møllerkusk og møllersvend. På dette tidspunkt, var der ingen gårde, der selv kunne male sit korn. Under anden verdenskrig, malede Lorentzen rugmel, bug og hvedemel, det måtte man ikke, men han gjorde det om natten. Efter krigen begyndte man så at handle med færdige foderstoffer og gødning. Folk troede, at de altid havde gæster på møllen, da der altid var lys, men det var fra en dynamo, men hvis der kun var lys et sted, sprang pærerne.

Efter at landmændene fik mejetærskere og kværne, kom der elektrisk lys i møllen.

Der kom kraft til at trække oliefyret og renseriet. Der blev renset og tørret korn, også til sædekorn. Der blev også valset hvede og havre.

Hele det gamle mølleri stod endnu i 1996, og kan faktisk gå ved vandkraft, hvis der var vand nok, men dammen er groet helt efter, og fuldstændig fyldt op med slam og skidt. Det samme er Thorsø mølles damme. At det er skidt fra Thorsø og Aidt´s rensningsanlæg, har vi lov at tro på, indtil andet er bevist.

Borre Å løber nu videre i sit forløb, mod Gudenåen, og passerer nu Emil Kjær Tingvej 29 og Hans Munk Nielsen Tingvej 23, disse ejendomme er mod syd. Mod nord er Delingen, Niels Madsen, Kr. Ravn og Jens Thøgersen.

Der kom en lille bæk fra Drøsgård, men den er for mange år siden rørlagt. Nede i engene, lidt fra møllen, var der et vandhjul, lig det, som var i Tungelunddalen.

Vi kommer forbi endnu et par ejendomme, de er beliggende i Knobdrup, den ene havde Aksel Nielsen, der bor nu et par damer, Tingvej 19. Viggo Skov Boskovvej 6, ligger på sydsiden af åen. Ud for ejendommen, kommer fra nord, en bæk, som har sit udspring i Vidstrup ved Slugten 1, den er lagt i rør, ud over Vadet og korsvejen i Vidstrup, ned til engene ved Vidstruplund, Stougårdsvej 13, denne bæk løber videre ned gennem Krattet.

Jeg tjente på Vidstruplund, i årene 1926-28, da var der i Krattet, nogle hvidtjørn, dem skulle jeg skære tjørnene af. Tjørnene blev brugt til pølsepinde, bl. a. når de lavede blodpølser, så lukkede man pølseenderne med en torn. Også når man lavede rullepølse, og slaget var rullet sammen, blev der fæstet med en torn. Inden man brugte tornene, blev de skrabet for bark og kogt. Af træet lavede man tøjrpæle og køller. De sidste lignede dem vildmanden gik med over nakken, og som han dunkede konen i hovedet med, inden han slæbte hende hjem, ved håret.

Bækken fortsætter ud til Aldrup Enge, hvor den igen mødes med et vandløb, som kommer fra Tostrup. Den løber under vejen i Podøj, og mødes så med en anden, inde i Borridsø skov. Her løber endnu en lille bæk til, som kommer fra Aldrup Skovhus. De løber nu videre til Vesterbro, gennem engene ved Borridsølund. Umiddelbart før bækken går under Borridsø – Borre – Nøddelundvejen, lå her i gamle dage, en stampemølle, den var bygget 1856 -58, og nedlagt igen ca. 1880. Aldrup Bæk løber nu til Boskov, og mødes her med Borre Å.

Her lå engang en smedie, den blev senere flyttet til Vejerslev, hvor den blev bysmedie. Området hedder Gråssig.

Åen løber nu videre mod sit mål, gennem præsteskoven, vest for Vejerslev, og som tilhører Vejerslev Præstegård. Nede i skoven løber den under vejen. Her var kun et gangbræt før i tiden, da den ordinære vej til Borre, gik fra Vejerslev, og lige ud vest for byen, hvor vejen mod Kongensbro slår et skarpt sving, gik den lige ud, så man kom til Borre fra sydsiden af byen.

Nede i Borre Skov, kom der i ca. 1900 en bro over, så der nu var muligt at køre.

Når åen er kommet syd om Borre, løber den under vejen Bjerringbro – Gjelbro. Denne hedder møllebroen, da der engang lå et mølleværk her, vest for broen. Jorden omkring har tilhørt Borregård, som engang var ladegård, til borgen Illensborg. Den lå på en halvø, som kaldes Tunteskrog, det skulle have været under Valdemar Atterdag, eller Margrethe den 1ste.

 

Her når åen endeligt sit mål: GUDENÅEN!!!!

 

I 1770, fik en læge på Frijsenborg, tilbudt Katvad Mølle, som bolig. Han betakkede sig, da han ingen interesse havde for landbrug eller mølleri, ej heller at bo med så høj en standard. Han fik bolig ved godset, og forblev ugift. Kristian Schøler, som kom til Aidt, bar hans navn Bredefeldt, som mellemnavn. Hans første søn, fik navnet: Laurs Bredefeldt. Børn født i andet ægteskab, fik ikke dette navn.

 

 

Skrevet 25-1-1996.

 

Jeg har talt med min bror, Orla, om Katvad Mølle, og vi har begge minder herfra. Jeg kan huske første gang jeg var på møllen, haven var flot anlagt, med havegange med bro over, og mange blomster, alpevioler, rhododendron, og nogle som stod på høje søjler. Der var en bro over bækken, den var hvidmalet, og stuehuset var hvidkalket. Havemøblerne var af træ. Der blev holdt mange møder.

Orla, født 1923, kom i møllen som dreng. Møller Larsen havde en dreng, som hed Kristian. De to sejlede i en båd, som lå i mølledammen. Det var så muligt at springe ned i båden fra broen, Kristian sprang, og båden vippede rundt, og begge drengene stod på hovedet i dynd, de var nær aldrig kommet op igen. Også Orla husker, hvor skønt her var om sommeren 33 -34. Han kørte da selv til møllen i gig, med en islænder for, giggen havde gummihjul.

Den havde min far købt i 1929, af Peder Hansen Fredensro, mellem Haurum og Bøstrup. Den kostede 140 kr. som han afdragede med 10 kr. om måneden. Eller det var hver tredie måned, da skulle vi ned og have vekselen underskrevet.

Møller Larsen havde engang en møllersvend eller kusk, som ville tage nogle svinkeærinder. Mølleren spurgte engang min far om han havde set ham holde ved Aidt Kro. Min far sagde, at han jo kunne spørge ham selv. ”Nej, Nej, han er bokser! ”

På daværende tidspunkt hed kromanden Sørensen, ham ville lærer Hansen have, skulle gifte sig med pigen, så kunne den priviligering, som var kongeligt, ikke tages fra kroen. Pigen ville godt, men Sørensen sagde nej. Så der blev ikke nogen bjørn af det skind.

I 1930erne, var priserne og pengene små. Vi havde hjemme købt en kælvekvie, som havde stjålet sig til tyrs, den var lille og kostede165 kr. Den så, så lille ud i sin store bås, så satte far en trillebør ved siden af, så synede den større. I 1932 købte jeg en spædkalv af Søren Knudsen, for 5 kr. Den hentede jeg i giggen, kørte den til mine forældre. Den blev slagtet og flået, skindet solgte jeg i Aidt Brugsforening, til 3,75 kr. Så kødet har kostet 1.25 kr. Smågrise var der ingen penge i. Rasmus Broch, som boede på Thorsø Hede (Hien) købte grise af Johan Højer(Aidt slagtehus) Baunehøjvej 1, de vejede mellem 40-50 pund, og kostede 15 kr. pr. stk.

I 1930 købte Jørgen Christensen 10 grise af Chresten Møller, de vejede 30-40 kg. Da jeg hentede dem, fik jeg 15 stk. de kostede 10 kr. stk. Bønderne fik ikke meget for deres produktion.

Løsningerne var heller ikke af de største, i 1933 fik jeg 375 kr. for et år, det var det samme i 1934, men da forlangte jeg at få ferie, fra lørdag morgen til mandag morgen, ugen efter. Den ferie var der mange af bønderne, der havde ondt af, for der var ingen andre som havde det.

 

 

Skrevet 30-1-1996

En tjenestepige på landet, fik 20 kr. pr. måned. Hun skulle så malke, morgen, middag og aften. Være med i marken, hjem og lave mad til middag, vaske op og rydde op, give karlene kaffe efter deres middagssøvn. Hende var der ingen søvn eller hvile til. Karlene fik kaffe kl. 12.45, derefter igen i marken eller haven. Om aftenen var der ofte barnepasning. Eller hvis der var gæster, skulle hun vente til de gik, og derefter rydde af og vaske op, så der var parat til morgentjenesten.

Vi tjenestekarle skulle efter dagens arbejde passe hestene. De skulle have foder hver halve time, kl. 21 skulle de trækkes ud til vandtruget og vandes. Skulle vi noget om aftenen, skulle vi spørge husbond, og det var altid et vrantent svar, eller skal du nu i byen igen.

Vi skulle feje gårdspladsens stenbro, eller veje grise, møddingen skulle bænkes op, gerne i 2 meters højde.

Dette var lidt om priser og arbejdsvilkår i 30erne. Der skulle gå helt hen til 1937, før jeg fik 700 kr. for et års arbejde. I 1939 kunne man købe 1 gris for 31 kr. på slagteriet, når man var medlem. 

 

Det var som jeg husker det. !!!

Aage Horn.

 

 

 

 

Uvejr i Aidt 26-6-1944.

 

Det var en dejlig sommerdag, solen stak, og det var rigtig varmt, om formiddagen. Ved middagstid trak det op med mørke skyer. Vi var ved at bygge drivhus, tømrer Karl Bak og jeg. Kl. 12 gik Karl ned i kælderen, for at hvile sig. Ca. kl.14 begyndte det at tordne og lyne. Pludselig brød regnen igennem, og det styrtede ned. Kloakkerne fyldtes, og løb over, ned ad vejene. Så kom der hagl, det slog bladene af træer og buske. Kartofler, kålrabi og runkelroer, stod kun med stilkene tilbage. Dette uvejr varede ca. 2 timer, og mange steder samledes store oversvømmelser.

Nede på Marius Schøler´s mark, lige neden for Michael Østergaard, var der så meget vand, at de unge mennesker svømmede der, og de kunne ikke bunde, på det dybeste sted. Kristian Koudahl, som dengang var vejmand, tog sin egen søn Niels, og vores Leif, med derned, så de rigtig kunne bade.

Kornet var, af haglvejret, pisket i stykker, men de fleste landmænd havde haglskadeforsikringer, så de kunne få erstatning.

Nede i Astrup var vejkrydset fuldstændig væk, der kom så stærk en strøm af vand, at broen og det hele var væk.

I Katvad Mølle, var der så meget vand, at samtlige bygninger stod under vand. Og i gården sejlede høstakke og træ rundt. Knud Soelbjerg, Anna, Betty, Rigmor købmand, V. V. Lauersen og jeg, vi cyklede til Astrup og til Katvad Mølle for at se på ødelæggelserne, men vi måtte vende om, for vandmasserne havde spæret.

I 1586 var der ligeledes oversvømmelse her, og dæmningen blev brudt igennem.

I 1622 brød vandet igennem og der stod vand 2½ alen op i møllehuset, og en stor part af kreaturerne druknede. Den fattige møller var ved at gå fra hus og hjem

I 1801 druknede mølleren i mølledammen, 50 år gammel. Han er begravet på Vejerslev kirkegård.

I 1802 kom familien Drachmann, der også er begravet i Vejerslev. Hvornår familien Laursen kom, ved jeg ikke, men Lorentzen kom i 1934.

Mange veje blev ødelagt ved uvejret. På den lille bakke i Tungelund, var der dybe render, Når vi stod nede i bunden, kunne vi lige netop kigge over kanten. Dengang var det noget som vejmanden bragte i orden. Anker Johnsen på Aidt Mark (Forten 40), havde 2 små heste, og en stiv arbejdsvogn, en kassevogn. Sammen med Svend Hansen hjalp vi med at udbedre skaderne efter uvejret. Anker Johnsen var kendt af alle, i den daværende Vejerslev-Aidt-Thorsø kommune, da han i mange år var måleraflæser.

Mange andre steder var sket skader, således i Hald Ege og Dollerup Bakker, var der omfattende skader efter hagl og vand. Også ildebrande var forårsaget af uvejret.

 

 

Bryllupper og begravelser.

Skrevet 13-2-1996

Dengang, når der skulle være bryllup elle begravelse, var skik og brug, som det blev brugt i gamle dage, at en skaffer gik rundt og indbød folk. Det var også brugt, at venner og naboer samt familien gav fonde, dvs, at de gav naturalier til afholdelse af det, som var indbudt til. Under anden verdenskrig gav man også rationeringsmærker. Sidste gang jeg har hørt denne skik blev brugt, var til Kristian Horn og Jensine Petrea Nielsens Bryllup i Gjerning kirke den 12-10-1928.

Han var søn af Rasmus Peder Horn og født i Hvorslev d. 30-10-1894. Hun var datter af Jens P. Nielsen og Anne Margrethe Sørensen og født i Borridsø 2-6-1896.

 

Ved dette bryllup gik, nok den sidste skaffer, jeg kan huske, rundt med bud.  Han hed Anton Hansen, var søn af Karl Boel i Borre, der var mange børn, han var gift med Kristian Garders datter, og havde en ejendom i Boskov, den som nu Per Søndergaard har Hesselbækvej 18.

Hvad fok skulle give i fond, blev bestemt. På Vidstruplund, hvor jeg tjente, husker jeg, at de gav 2 høns, som vi slagtede og rengjorde, 2 grønne 3 pægls flasker, blev sendt til mejeriet efter fløde, de var med korkprop, også 2 pund smør, samt noget ost. Det blev alt sammen sendt til dem dagen før brylluppet.

Jeg husker de kogte suppe i gruekedlen, det gjorde man altid, når der skulle være mange, ofte blev nogen syge, det var hvis kobberkedlen ikke var helt ren. Især om sommeren kunne suppen blive sur.

Brylluppet blev holdt i hjemmet på Klepgabsvej 26, vi børn var ikke med i kirke, men kom senere.

Der var rejst et stort telt uden for gården, og der holdt en række biler. Der var en port ind til gården. Vejret var fint, og vinden fik flagene til at blafre.

Så ankom brudeparret, og skafferen bød velkommen. Anton havde først været med til at dække bordene, det med hvide duge, servietter lys og vandkander. Alle chaufførerne, til de på række opstillede biler, skulle også spise med, Karl Pedersen i Thorsø, havde fået helt ny bil, en Overlandvipper, som var en amerikansk Chervolet.

Ved indgangen til teltet stod Anton og sagde: Helst mand og kone. Vi børn stod og abede efter og sagde: Hest, mand og kone. Når alle var blevet bænket, kom pigerne ind med suppen, dernæst steg, sovs og kartofler. Der blev holdt taler, så var der kaffe og kransekage. Men der var ingen vin eller øl, men på kransekagen var der knallerter. Faster Jensine og Kristian skulle trække en, og da den sprang, fløj der en gnist ind i Jensines ene øje.

Jeg husker ud over de særlige begivenheder, havde alle på gårdene, i hvert fald i Borridsø og Vidstrup, et stort spisegilde om året. De fleste samlede også familien en gang om året, til kaffe og spisning.

Det er hvad jeg husker. Aage Horn.

 

Fastelavn

Skrevet d. 19-2-1996.

 

Det er i dag fastelavnsmandag i 1996. Der er snestorm. Kl. 13.00 er der minus 4 grader. Alle veje er lukkede, og der frarådes al udkørsel. Falck har fået hjælp af militærets panserkøretøjer.

Nu vil jeg fortælle om, da jeg var med til at gå fastelavn.

I 1929 havde vi også en streng vinter. D. 18–1 var der snestorm, d. 1-2 blev der sat flyvemaskiner ind mod ishavet, der var mælkemangel i København. Isbryderne Tyr og Lille Bjørn, måtte give op over for ismasserne. Dette år blev også den første private flyverute åbnet mellem Kastrup og Mårslev på Fyn, og ud til de små øer, i det fynske øhav. Det fem mastede skoleskibet Danmark sank, og forsvandt sporløst, der var 45 elever og 15 besætningsmedlemmer ombord.

Før vi skulle ud for at gå fastelavn, skulle vi bestemme hvem der skulle være konge og prins, samt fanebærer. Der blev også valgt en kasserer, som skulle modtage pengene. Endelig var der klovnen el. bajadsen, som selv samlede penge ind.

Kongen havde, som de øvrige menige, en blå skråhue på. Prinsen en rød på. Om livet havde vi et bånd, og et skråbånd over venstre skulder. På skuldrene havde vi nogle rosetter, både på dem og vore bånd, var der guld og sølvsnore. Ved bæltet bar vi en sabel.

Vi startede kl. 7 søndag morgen. Det var en lang tur at gå. Sneen lå højt, og der var frost. Kongen fik forfrysninger i ørerne, vi andre havde øreklapper på.  (kostede 2 ører i brugsen.). Vi travede hele dagen, vi var inde hos Wilhelm Hansen Baunehøjvej 3, han havde to sønner, den ældste Viggo, var med, her fik vi kaffe og fastelavnsboller. Derefter gik turen til Mondrup, her gik vi igennem skoven, hvor der var læ. Tilbage kom vi ud ved Søren Fruelund Bavnehøjvej 7, så langs skoven til landevejen og ud til Pittevejen og på Aidt Mark, helt ned til Katvad Mølle. Det sidste var så rundt i byen. 

                                                              Mel: I alle de riger og lande

 

Goddag, vi nu Eder vil byde

I kender os vel fra i fjor

Da I var så gode, at yde

En skilling til vort gildebord.

 

Om måneder svandt gennem dage

Til sidst svandt året hen

Fastelavn er nu kommet tilbage

Og her har I os nu igen.

 

 

Tak skal I have for Eders gave god

Den var for os velkommen

Thi den var meget stor

Kom ind til os i aften

Og få en rask svingom

Og dermed vil vi vandre og sige Jer farvel.

 

 

Vi sang de første 2 vers, og når vi så havde fået penge, sang vi det sidste vers, og inviterede til fest om aftenen i forsamlingshuset. Det var kassereren som inviterede. Når vi var færdige, mødtes vi i forsamlingshuset., for at tælle pengene. Det gjorde Jacob, snedkeren, Pedersen Overgårdsvej 41. Han var på daværende tidspunkt vært i forsamlingshuset. Der skulle være penge til salen, musik og alle soldaterne skulle have hver en bolle og en sodavand. At det kun var soldaterne, som skulle have, fandt jeg uretfærdig, da alle de andre børn sad på bænken og så på.

Efter optællingen, gik vi hjem og for at få noget at spise, og få rent og tørt tøj på, især fodtøj. Dengang havde vi ingen gummistøvler, så jeg gik i et par snørrebundne knapstøvler, som havde været min bedstemors, de var langskaftede. Vi skulle være i forsamlingshuset igen kl. 20.

Vi samledes så i skænkestuen, der var dør ind i vestgavlen af huset, her gik vi ind og stillede op, parat til indmarch. Kongen og prinsen havde nu fået en guldkrone på. Den havde Mary Nielsen, sadelmagerens datter, syet. Kongens var størst.

Indmarchen foregik nu med fanebæreren, kongen og prinsen, sidst de menige og klovnen. Først gik vi rundt og sang sangene to gange, dernæst bød kongen, dronningen op, dernæst prinsen, prinsessen. Så blev disse kronede med hver deres guldkrone, stadig var prinsens og prinsessens kroner mindre. Dernæst bød de menige, deres damer op, og man marcherede atter salen rundt, med damer.

Efter indmarchen, fik vi boller og sodavand, det var her jeg syntes, det var synd for de som sad tilbage, og så på.

Jeg husker, da alt var betalt, fik vi hver 13 kr. , men de kunne lige så godt været brugt til boller til de andre.

Jeg ved ikke om det foregår på samme måde i dag.

Jeg husker, engang, da Gaardbo var bager i Aidt, kørte jeg ud med fastelavnsboller til drengene. Nu er det jo på en anden måde, i dag er der både piger og drenge, en såkaldt M K hær. De kommer også rundt på en anden måde. P. Smed kørte rundt med dem i mange år, derefter kørte Kaj Ove Lindholdt i småkagebilen. Der er også delt nu, så konge går med sine og prinsen med sine. Det ene hold går så på landet og det andet i byen. Det går også hurtigere. I går den 18 – 2 1996, var der et slemt vejr, da de kom til os, gav jeg 20 kr. til kassereren og 5 kr, til klovnen, sagde til dem at de skulle skynde sig videre, for så at komme og synge når det blev sommer.

Nu ved jeg, at i dag kører Poul Erik Schøler Nielsen i Tungelund, med landholdet. Alle pengene, også klovnens, kommer nu i en pulje, bliver talt op, alle børn, som kommer, får boller og sodavand. Jens Bramer Sørensen spiller i 2 timer. Når alt var betalt, var der 265 kr. til hver, af de 15 børn, som løb rundt i det slemme vejr. Heldigvis er deres påklædning, i dag, meget bedre, end vores var dengang. De var heller ikke så trætte efter en lang dags traven. De får mere ud af festen bagefter.

Jeg husker, at dagen efter fastelavn i 1929, skulle jeg gå ti Aidt forsamlingshus med en bestillingsseddel på korn og foderstoffer. Her sad en mand og tog imod bestillinger, og penge. Ordren blev så leveret på Thorsø station, her kunne vi så hente det, når det kom. Der stod så to mand, for at dele det ud til de rigtige. Men jeg husker, at jeg var meget træt, den dag efter, og meget stiv i benene.

Jeg husker, først i 30erne, måske 1934-35, det var det sidste år, de unge karle, på gårdene, red rundt til fastelavn. Alle karlene samledes i karlekamrene, og snakkede om, hvad der skulle ske, og hvad de kunne lave i deres fritid. De tog ofte en skabslåge af, lagde den over sengen, satte sig to i hver ende, for at spille kort. Der var ingen varme på kamrene. Så for at holde varmen, krøb de i seng, og lukkede døren op, ud til hestestalden. Med et godt lag halm i sengen, var det muligt at holde varmen. Nogle steder var der sat en halmmåtte op på vægen, en som, dem gartnerne ligger over mistbænkene.

Når karlene red rundt, var der to fanebærere, fanen var på ca. 1 m. stang. Så kom kongen, prinsen og kassereren, derefter en vogn, med et sæde, det var en gammel fjedervogn, herpå var der to klovne, til tider sad de på hestene. Det så rigtig flot ud, når de kom ridende. Der var somme tider en 25-25 heste med i optoget. Når de kom i gårdene, holdt de på en lang række, så kom bondemanden ud med snapseflasken ellers tommelfingrene i ærmegabene på vesten. Det kunne jo hurtigt rygtes, hvis de ingen snaps fik, så de ville jo ikke være nærrige. Det var altid om mandagen, karlene red rundt, og det var altid sidst på dagen, at klovnene var sjovest, efter at have fået mange glas. Om aftenen kunne de så underholde, nogle endda slå flik- flak, og mange andre kunster.

 

Det var så fastelavn.

 

 

Tungelund.

Skrevet d. 4-3-1996.

Jeg syntes jeg vil skrive lidt, så længe jeg kan, tiden går og alt glemmes, hvis der ikke er nogen til at nedfælde noget fra dengang man var børn, ung og ældre. Jeg husker nu, hvor der bliver talt, her på det sidste, om den gård i Tungelund, Skolegade 26, som nu er solgt til Kommunen, til børnehave og fritidsklub. Med denne snak, er der også udtalt ønske om, at få den gamle vej åbnet, som gik fra gården og til Mondrup.

Jeg husker som barn, når vi skulle gå ud til P. Terkildsens gård, Skolegade 34, gik vi ad denne vej, Møllevejen. Der var en port ind i gården, fra syd, det var den oprindelige vej til gården. Den nuværende vej, kom ved skolevejs gennemførelse. Den oprindelige gård lå først, der hvor Stenses hus ligger, på Gl. Tungelundvej, sidst Betty Mathisen. Da vejen mod Skolegade blev åbnet, blev det bestemt, at de skulle betale 2 levende ænder, om året til Kristen Kristensen, for at få den ført over jorden, fra Skolegade 17. Det er tinglæst i 1916. Det første jeg kan huske, er at der ved det gamle hus på Gl. Tungelundvej, der var ingen udhus, i vestgavlen var der en dør, det var der også midt i sydsiden. Gik man ind ad den dør, var der brænde og til højre en bås med 2 geder og et lille hønsehus. I den nordøstlige hjørne af huset, boede der en mand, Anton Jørgensen, han byggede senere en ejendom på Sahl præstemark, kom dog igen til Thorsø, hvor han blev ringer og graver ved kirken. Konen hed Gitte. Inspireret af hans erhverv kaldte vi hende Gitte bim- bam.

Jeg kom ofte til P. Terkils gård, som barn, da min faster Sofie Horn, tjente der, det samme gjorde mine farbrødre Kristian og Cilius, sidstnævnte er far til lærer Gert Horn Øster Tørslev.

 

Da jeg var 5-6 år gl., først i tyverne, kørte min far mælk til Thorsø Mejeri. Han startede ved Hovbro-Jørgen, og fortsatte ud til Hjørneskrædderen, der hvor Hovbro og Skovdalsvej mødes, lige før banen. Så kørte han ad Skovdalsvej ”Hien”, tilbage til Thorsø, hvor han havde Thorsø Nygaard, Jens Bendtsens far, Søren, der hvor Thorshøj nu ligger. Og til sidst hans egen mælk. Han kørte altid ad vejen, over Tungelund, og når han havde læsset det første læs af, havde han et læs mere, Borggade 10, hvor Ruth Jensen bor, der boede hendes svigerforældre, de havde 2 spande (40L), og så ud på Rolighedsvej, så der var i virkeligheden to ture.

 

Jeg tror vi var helt henne i 30erne, før vi begyndte at bruge Skolegade, ellers var det vejen ud langs ådalen, til Tungelund, der blev den foretrukne. Så en skønne dag begyndte Kr. Amby at sætte pigtråd op, så den var umulig at passere, men der var ingen som sagde noget, og så plantede Søren Loft Sørensen, vejen til med juletræer, så var det slut med at bruge den.

Der gik en vej fra, ved den nu nedrevne ejendom, hvor Kårsberg boede, den gik videre op over Tholstrups mark, op til Hovbro.

Der gik også en vej ud fra vejen til Overgårdsvej 32, forbi denne, gennem Gyden og over marken til skolejorden, som ligger til højre side af Skolegade på det højeste sted. Denne sti kaldte man Krogstien, den har været der medens vore børn gik til skole, mange benyttede den til skole i Tungelund.

Det var vel jordbegærlighed, der blev dens endeligt, først pløjede Kristian Pedersen Hovbro 9, sin del af den.

Familien Horn, lånte engang P. Terkilsen´s  Chaban, en stadsvogn, med fast sæde foran, og to sæder bagi. Vi steg op bag i vognen, der var to trin, så var der en låge, som blev lukket. Chabanen var forspændt to Islændere, de fik en ekstra rem sat i ud til stangen.

Hele familien var læsset, på denne fridag, og vi skulle besøge bedstefar og bedstemor i Hvorslev. Det har sikkert været først i tyverne. Da vi kørte, hilste vi på Kr. Pedersen i Krogen, Hovbro 9, han stod uden for gården, da vi kørte.

Han var ikke så meget for at man benyttede vejen. Magnus Madsen, kunne han ikke forbyde at køre der, da han jo havde købt skolejorden, med retten til at benytte vejen.

Da vi, hen under aften, kom tilbage, havde han lagt en stor sten i vejen, i den ene side, i den anden var der gravet et stort hul, det var på et hængende hår, at vi ikke kom noget til. Vi var to voksne og syv børn i vognen. Så længe Købmand Madsen holdt på at vejen var offentlig, kunne han ikke rigtig gøre noget.

Niels Sørensen Nedergårdsvej 3, solgte trekanten til Tholstrup, Hovbro 9, han lukkede den helt af. Den blev lagt øde.

Hvis vi skulle til Brugsen, eller til smeden, med en hest til skoning, gik vi altid, af en vej, der gik ud fra Hovbro, efter Krogen, mod øst. Vejen er for længst væk. Den var der i 1929.

 

Ca. 1940, var Kristian Schøler Kristensen, i Hagsholm, efter nogle lange slanke stænger, ladstænger, de blev brugt til at ligge øverst i laden, som til et loft, hvor man opbevarede korn.

Han havde sin karl med. Fragten af disse stænger, foregik på den måde, at man delte en arbejdsvogn, satte de forreste hjul, bandt de lange stænger på med reb, og de sidste to hjul længst bagud. På samme måde bundet med reb. Der kunne være ca. 20 stænger på et læs. Da de på tilbagevejen, passerer Hovbroen, bliver hestene bange, og løber løbsk, ud over en lille skrænt, hvor læsset væltede, det var i nærheden af Søren Knudsen´s ejendom, Hovbro 2, Og Kristen brækkede det ene ben.

Det kunne ikke komme på tale, at karlen skulle køre med læsset, det ville tage alt for lang tid.

Det var lige før høst, så Kristian spurgte mig, om jeg ville hjælpe dem. ”Det ved jeg ikke rigtig” svarede jeg. ”Man kan jo ikke gøre noget hurtigt og godt nok.” Så vendte Kristen sig om og sagde: ” Bare du kommer.” Jeg tænker med en tåre i øjet, han var en blød mand. Jeg tjente ham i 2 år. Efter høst sagde han til mig, at de aldrig havde haft så flotte kornstakke, som dem jeg havde sat.

 

Jeg ville ønske, at den gamle vej igen kunne blive farbar, fra Tungelund til Mondrup. Jeg har med mine søskende, gået her mange gange. Stået oppe på vejen, og set ud over dalen, der har altid været så skønt. Ser man op mod nord, ligger den gamle gård, med alle minderne, og den store port. Over den var taget hævet, og der var store træporte ind mod gården. Vi kom der meget til jul, nytår og fastelavn, der var altid mange unge mennesker samlede, og Marie og P. Terkilsen, inviterede altid på mad, kaffe eller saftevand. Der manglede aldrig noget. Men låne penge af P. Terkildsen, kunne man ikke, men korn, kartofler, kunne du gerne låne eller få.

For ca. 10-15 år siden, blev Amby og Kaj Mann, enige om at pløje det stykke vej, som var tilbage, også her var der ingen indsigelser. Men mange blev snydt for den mulighed, at dele den skønhed, som ligger i Tungelund Bakker, ved vejens åbning, kunne det igen blive muligt.

 

 

 

Ældreforsorgen i Vejerslev-Aidt-Thorsø kommune.

Aidt d. 11-3-1996

Det er en længere historie, men den er sand. Der boede for mange år siden, en mand i ejendommen Tidselbjergvej 4, som hed Johannes Johansen. Efter ham, Andreas Christiansen og dennes søn Hans Christiansen, i dag bor Ellen og Gunnar Jensen der.

Han blev kaldt Gammel Johannes, han var ikke så glad for at arbejde, og konen var han ikke god ved, de havde ingen børn. Om vinteren sad han inde ved kakkelovnen og røg tobak på en krumpibe, den havde en længde på ca.30- 40 cm. Den hængte altid i munden. (Emanuel Marqvart, havde også altid en hængene i munden, også når han tærskede.) Da konen døde, solgte Johannes ejendommen, og flyttede op til Anton Ejler i Aidt. Her fik han et værelse, i den ene ende af huset (Overgårdsvej 23), samt kost og forplejning. Denne aftale gik godt i mange år, men så blev Anton Ejler´s børn voksne og rejste hjemmefra.

Så er det jeg skriver nu: Vi var da ”heldige” at kommunen havde afhændet Fattiggaarden, nu hvor gamle Johannes, og mange andre, var trætte og gamle, så skulle de sendes andre steder hen. Før boede der hele familier med børn der, det gjorde ikke så meget dengang, godt nok blev der set med andre øjne på dem. Jeg har ofte tænkt på, om det var pengene, eller vort sogneråd var så hjerteløse, at blot sende en gammel mand til Gjern. Bette Hans´s mor og søster kom til Sahl Hvilehjem v/ Bjerringbro. Nogle blev sendt til Jebjerg v/ Skive og andre til Bjerringbro.

 

Så komme det som jeg oprindelig ville fortælle: Jacob og Mine Jensen, havde en ikke helt almindelig datter, men rigtig god på bunden. Hun havde navne, som nogen kongelig, nemlig 12 stk. vi brugte nu aldrig andet end to, vi kaldte hende Gusta (Augusta). Hvis hendes mand, Niels Juhl, havde fået et par øl og snapse, for meget, kaldte han hende for Rebecca. Men det er dem det drejer sig om. Mine er død og Niels har fået huset, så Jacob kunne blive, men de papirer skulle skrives, sagde sagføreren, at de vel hellere måtte tilskrive datteren huset, da de jo kunne blive uvenner og rejse fra hinanden. Men Jacob sagde nej, rejser hun, så er det hendes egen skyld.

Men da startede Gusta faktisk det første private plejehjem, på Nedergårdsvej 8 i Aidt.

Hun havde et meget bramfrit sprog. Engang Signe Hansen havde samler gæster, måske til en fødselsdag eller andet, var der dårligt siddeplads til alle. Da sagde Gusta: "Det er dog en helvedes masse kællinger, Signe har samlet i aften".

Gusta tjente hos Karen Haargaard, en led kælling, Engang de vaskede, blev Gusta så gal, at hun gik hjem. Så kom sognefoged Michael Østergaard, og de snakkede frem og tilbage. Så rejste Gusta sig, og gik op og hjalp Karen færdig med vasken. Det var nu alligevel synd den gamle kone skulle gøre alt arbejdet alene. Dengang vaskede man kun to gange om året.

Dengang var det også bedst at man blev i sin plads, 1 eller ½ år, eftersom aftalen med fæstningen var.

Da gamle Johannes nu skulle ud hos Anton Ejler, havde alle ondt af ham, da man ville flytte han udenfor sognet, da der ingen familie var til at tage sig af ham.

Da sagde Gusta: "Det er fanneme noj godt lort, at flytte sådan en gammel mand rundt". Også Niels kunne se, det ikke var godt i det.

Da blev de så enige om, at lave et rum i udhuset, for på loftet var ikke godt. Jo, det blev så løsningen, og de ville sætte en elektrisk kakkelovn op, og så får han en seng derind, er det godt. Han kan om dagen sidde i stuen hos os, og spise sammen med os. De blev så enige om betalingen, og jeg tror Johannes fik ca. et par år hos Gusta og Niels.

Hans gravsten er nede på diget, en lille sort plade.

 

Gustas forældre, Jacob og Mine, kom til Thorsø i 1925, da flyttede de ind i huset på Kirkegade 3, de havde arbejde på en gård, hvor han var staldkarl, og hun malkekone. De var også på Ulstrup slot, som arbejdere.

De byggede så hus i Aidt, (Nedergårdsvej 8) i 1927. Murerarbejdet blev udført af Anton Henriksen (Truust), tømrerarbejdet af Valdemar Madsen, en bror til Emilie Thorup.

Jacob rejste hver dag til Randers, som rejsebud (Rejse-Jacob.)

Da gamle Johannes var død, havde Gusta og Niels stadig Jacob boende, Niels var ham en god svigersøn. Han havde arbejde hos Bønnelykke på Jernit /v Hammel. (Det var den forpagter, som under krigen, blev sprængt i luften, af tyskerne, sammen med to arbejdere, i 1943.)

Det varmer at der findes mennesker som Gusta.

Alle vagabonder, som vandrede fra Skagen til Gedser, vidste alle, at over for kirken i Aidt, der boede en ung kone, som tog sig af den med en kop kaffe, en bid mad, og altid en madpakke med på rejsen.

En vagabond købte engang en gammel cykel af Gusta, for 1 kr. men han ville også have kaffe, det fik han så.

Gusta, som havde det første, og eneste plejehjem i Aidt, døde 66 år gammel, alt for tidlig.

 

. Den gamle eg.

Skrevet 24-4-1996.

 

I 1936, hed købmanden i Aidt: Husted Møller, hans kone hed Else. De havde 3 døtre. Den ældste hed vist Louise, men blev kaldt Visse, hun er gift, med en vejmand i Horsens. Hun blev valgt ind i byrådet der.

Ragnhild blev gift med Møller Lorentzens Katvad Mølle. Alma blev gift med Thorvald Sørensen, som blev købmand i Bøstrup. Den ene af disse piger, var nede hos Jens Anton på Tidselbjergvej 2, her samlede hun et agern op, fra deres egetræ. Det gik hun med i hånden, til hun kom hjem i stuen. Hun lagde det fra sig på bordet, og da Fru Møller så det, stak hun det i en urtepotte. Der kom så et lille egetræ op da det blev forår. Hun plantede det så i skellet mellem dem og Hovbro 1. Nu står det som et stort flot træ, det er groet ind over skellet. For 2 år siden målte vi det, 1½ m oppe på stammen, der var det 180 cm i omkreds. Nede ved roden måler det 2,60m i omkreds. Det er spændende hvor mange år det får lov til at stå på sin rod. En dag bliver det nok savet ned.

Min bedstefar kan huske at der var egeskov nede fra Egebæk (Korea, Kongensbrovej 17) og Søren Hennings skov, og over til gravhøjene på Kr. Schølers mark i Tungelund.

 

Genforeningsstenen i Aidt, er gravet op på Marius Schølers mark, hvor ved jeg ikke.

 

 

 

Tjenestedreng i Vidstrup.

Skrevet 30-4-1996

Jeg er født i Thorsø d. 6-6-1915, begyndte at gå i skole samme sted d. 11-5-1921, ved Frk. Mikkelsen. Det var lille, eller pogeskolen, den varede i 3 år. Herefter hos lærer Østergård, i den store skole.

Det blev så bestemt, at jeg skulle ud at tjene, og i den plads, mødte jeg d. 14-4-1926, knap 12 år gammel. Det var på Vidstruplund, Stougårdsvej 13 Vidstrup.

Det bød sig så praktisk, at min fars faster Kjæsten, Kirsten Josepsen Stougårdsvej 6, var død, og skulle begraves i Hvorslev. Dette skulle min faster Sophie og far deltage i, og jeg kunne komme med, til min første plads. Jeg var blevet udstyret med en lille trækiste og en puf, heri var mine ejendele. Den var sat bag på vognen, med mig ovenpå. Først var jeg blevet klippet helt skaldet, så der sad lille skaldede jeg, på vej til hvad?

Vidstruplund, var en gård på 62 td. Land. Der var ingen elektricitet, så drivkraften var en hestegang, i det nordlige hjørne af gårdspladsen. Gårdspladsen var belagt med piggede brosten.

Der var en pigtærsker, uden halmryster, alt kornet blev renset på rensemaskine.

Hakkelsen skar vi på hakkelsesmaskinen, og det var med håndkraft, så hestene kunne få deres foder. Der var en lang stang, med en pig i enden, der var sat i muren, og over til hakkelsesmaskinen. Så var der to mand til at trække.

Kunne de få mig til at trække inde ved hjulet, spændte de ben for mig, så jeg fløj rundt, til stor fornøjelse for dem.

Henning, som var søn af gården, var bestyrer for sin mor, datteren Sophie, var ung pige. Karlen var Hartvig Frederiksen. Henning og Hartvig var meget barnlige, overfor sådan en lille fyr som mig, det blev der mange beviser for, som tiden gik.

Inde i gården var der en brønd, med en gammel træpumpe. Der var noget med, at et hjerte, nede midt i brønden, hvor pumpestangen gik ned igennem, midt i træpumpen, som var en egestamme, ca. 35-40 cm. tyk, der sad en hjerteklap, en lille firkant, som var sat fast med skruer. Havde pumpen stået for længe, tabte den vandet, og skulle spædes op, vi hældte så vand ned fra oven, og pumpede samtidig, så kom vandet op.

Der var en brolægning i kostalden, ingen fodergang, så når jeg skulle vande kreaturerne, gik jeg med to spande, og spildte i mine træsko, men det var der ingen som tog sig af. Hos hestene var der heller ingen fodergang, der var Peter, og så en gammel følhoppe, der hed Magda. Der var også en stor hund på gården, den hed Samba.

Når jeg kom ind i hestestalden, tog Henning og Hartvig, min kasket, og satte den under Peters hale, så kunne jeg ikke nå den, og så grinede de af lille 11årige mig.

Jeg blev i pladsen 3 somre og 2 vintre.

Vi begyndte aldrig på et stykke arbejde en mandag, da det bragte ulykke.

Jeg syntes jeg havde langt hjem, og jeg havde ingen cykel. Når jeg fik fri, var det søndag morgen kl. 10, og jeg skulle være der igen kl. 17. Sommerferien varede fra lørdag morgen til søndag aften. Jeg gik i skole i Borridsø, hos lærer Olsen. Jeg blev aldrig moppet, af de store drenge. Også de var børn af landmænd. Den, som var værst ved mig, var lærer Olsen og hans ældste søn Gunnar Olsen.

Så en dag, vi var ved at køre møj (Gødning) ud, da de så læssede det sidste på vognen, blev jeg sendt hen til naboen med en sæk, det var slagter Frederiksen, og der skulle jeg have en møddingsskraber. Så sagde Frederiksen, at jeg skulle gå ind til konen, og blive der til han sagde jeg skulle gå hjem. Og så gik slagteren ned på gården og talte med store ord, jeg gik ikke hjem før til spisetid?

Nu vil jeg skrive lidt om min slægt, som har været på Vidstruplund, fra 1771 til 1941. Jeg vidste det ikke, da jeg tjente der, ingen havde fortalt mig det.

Den første som havde gården i forpagtning, var Christen Christensen Lassen Horn f.  i Aidt 1740 død 18. Maj 1823 på Vidstruplund. Gift to gange, han var fæstemand i Vidstrup.

1ste giftemål 27. Jan. 1771 i Hvorslev Kirke.

2det giftemål 4. okt. 1781 i Aidt kirke, her var brudens far Søren Horn af Aidt forlover.

De var fæstere under Hagsholm gods.

Oplysningerne er fundet på Lokalhistorisk Arkiv i Hvorslev.

Genforeningsstenen i Hvorslev, er fundet på Vidstruplunds jorder, det var Jacob Horn og hans kone Bodil Marie (Buelmari)der boede der dengang. Han stammer fra Aidt, Nedergårdsvej 16 (Søren Hennings gård) Stenen blev rejst og afsløret d. 1. okt. 1920.

 

Vi havde 15 køer, 4 heste samt en plag. Vi startede dagen kl. 5 om morgenen, i sommerhalvåret. Først blev der malket, så muget ud, hvis jeg læssede møj på trillebøren, kunne jeg ikke køre den op ad brættet på møddingen. Derefter blev køerne koblet sammen, to og to, i fem rækker. Jeg trak så i marken med dem, hvor de skulle på græs. Nede i græsset lå bagtøjret og tøjrpælen, det var ikke altid let at finde, da der var dug på, og når jeg havde træsko på. Jeg kunne dårligt trække tøjrpælen op og banke den ned i jorden igen.

Jeg gik i skole 3 dage om ugen, når jeg så kom hjem fra marken, løb jeg hjem og skulle have morgenmad og løb så til skolen i Borridsø, og sad og var ved at falde i søvn i timen. Jeg sad altid nederst i klassen. Engang vi skulle finde byerne i Danmark, var der ingen rigtig, der vidste hvor de lå, så skulle jeg op og vise hvor de store byer lå, Odense, København og Ålborg, jeg ville ikke sige hvor de lå, så tog Olsen en kæp, og gav mig sådan en bag i enden.  Jeg var den eneste der kunne finde byerne, jeg fik ikke svaret, og fik at vide til, at sådan en knægt ikke skulle trodse læreren.

Alle kreaturerne stod i tøjr, ungkreaturerne havde klaptræer på, det var to stykker træ, med jern over næsen. Mange gange gnavede det hul. Og så blev der bundet klude om: Så var der boret et hul ind i siden, der sad så en træpig, der stak ungkreaturerne, de kaldtes en bees pind. Det var når solen skinnede, så var der sådan nogle insekter, som kaldes bremser, insekter som lagde æg ind under huden, de kom så først frem næste sommer, så blev de som små bylder, og det så grimt ud.

Der var også en god tid.

Alt høet blev slået med slåmaskine, så var vi og vende hø, så gik vi tre ud med river, for at vende det. Det kneb noget med at følge med, somme tider græd jeg lidt. Så havde vi en rivemaskine, og rev det sammen i en lang række. Så havde vi sådan en lang stang, som kaldtes en læsmistang, der blev bundet et langt reb i hver ende, så blev en hest sat for. Rebet blev bundet i skaglerne, så stod vi på stangen og kørte, vi og høet blev samlet i store dynger, så blev det stakket, og stod i 8 – 10 dage, så blev det kørt hjem. Vi lavede en lang høstvogn, der kom lange sidefjæl på arbejdsvognen, det vil sige, hjulene på vognen blev trukket så langt, som de kunne, der blev så lagt et skrav på, det var sådan en firkant, som blev lagt over sidefjælene, en meter udenfor. I hvert hjørne var der en træpig, på ca. 30 cm, det var når vi kørte med hø eller korn, så det ikke skulle glide af, når så høet var læsset på, var der bundet et reb i bunden af forenden af vognen, der var lavet et øje i rebet, så havde vi sådan en læsmistang, i den var der skåret en rand om enden, den stak vi så ind i løkken, den tynde ende af stangen, så blev den lagt midt hen i læsset, i den tykke ende blev hængt en trækrog, og så var der et reb i bagenden af vognen, så var der en talje, som vi trak i og så blev hele læsset surret fast, så kunne læsset ikke vælte eller falde af.

Høsten.

Der var mange skikke på sådan en gammel gård. F. Eks. Når vi den sidste dag i høsten, kom hjem, med det sidste læs, (Opskør) fik vi altid vafler. De var bagt i et rigtigt vaffeljern, på komfuret, og med masser af sukker og syltetøj. Vi kørte altid det sidste læs gennem gården, og fik her hver en tallerken med vaflerne på. Der var med til dem, som stod og forkede op på læsset. Når det sidste læs var tømt, var der opskør, den aften fik vi noget rigtig godt at spise, steg, dessert, med husholdningsøl og vand til. Det var som mine barneøjne så det.

Efter høsten skulle alle ungkreaturerne flyttes ned i engen, de var alle i tøjr. Trætyrhælene og den hjemmelavede kølle, var ikke nemme, det var ikke til at rykke hælene op af jorden, og den klodsede kølle var lig den man ser i vittighedstegningerne som stenaldermanden bruger, når han slæber konen hjem ved håret. Det var en stor egeknude, som var hugget til. Jeg fandt ud af, at når jeg bandt  to løkker om kølleskaftet, kunne jeg vippe tøjrpælen op.

En anden gammel skik, var når grisen skulle slagtes, her blev jeg sendt i krattet efter pølsepinde, som jeg har fortalt andetsteds. Den dag fik vi altid ”swotpøls” med grever, det var blodpølse og flommefedtet, som var smeltet af, og det som bliver tilbage er Grever. Det smager godt med sukker og ribssyltetøj.

 

Ingerslevholm, eller Braadgaarden, på Guldbjerghøjvej brændte, det var 1926 eller 27. Det var Markus Andersen, Svend´s forældre, som boede der. Stuehuset brændte helt ned. I en naboejendom boede Bette Niels og Sine, her flyttede de ind, en ung pige de havde, kom til at bo på et loftværelse, indtil de igen fik bygget stuehuset op igen.

En dag fik vi at vide at pigen var borte, jeg husker ikke hendes fornavn, men hun var en Trampedach fra Hagsholm. Der blev ledt og søgt alle vegne. Man fandt hendes træsko ved mosen, man lavede en tømmerflåde, så man kunne ro ud i mosen, den var lang og vandfyldt, med åbent vand. Jeg husker at Charles Klausen fik øje på pigen i vandet, fik fat i hendes hånd, og fik hende trukket op, hun var druknet. Vi hørte ikke mere til det, jeg kan huske der blev talt i krogene om at hun skulle have barn med en gift mand. Havde det været i dag ville der nok blevet gjort noget, på anden måde, stakkels pige, hvad har hun ikke lidt, inden hun har taget det sidste skridt. Ejendommen har en Søren Skovridder i dag. Jeg kunne godt fortælle hvem den gifte mand var, men da familien bor her på egnen endnu. Så det gør jeg ikke.

(Aage fortalte mig også flere ting fra den tid han tjente på Vidstruplund, han syntes ikke man kunne fortælle alt, og som andre skulle læse. Han fortalte om den tid i karlekamrene, det han oplevede der, ønskede han ingen børn skulle udsættes for. Han fortalte at han skulle dele seng med den voksne karl, havde han en pige med hjem, blev Aage smidt ud af sengen og sad andet sted i rummet, eller ude hos hestene, som kammeret lå op til. Havde karlen kammerater til kortspil, løftede de døren af ud til hestene, satte sig i hver ende af sengen, med døren på knæene, og spillede, sådan en nat var Aage henvist til gulvet, eller hestene. Jeg syntes det skal med, da det sikkert var vilkårene for mange børn/drenge, som tjente på landet. GHK)

. Aage Horn.

 

Skolegade.

Skrevet 30-4-1996

 

Den nye Tungelundvej, den nuværende Skolegade, blev lavet omkring 1934-35. Det var et arbejde som blev startet p.g.a. den store arbejdsløshed, i den daværende Vejerslev-Aidt-Thorsø kommune. Hvem der sad i daværende sogneråd, kan jeg ikke huske, men der var Michael Østergaard i Aidt og Rasmus Rasmussen i Drøs, der ønskede vejens gennemførelse fra Thorsø til Aidt. Ved en licitering blev det Valdemar Madsen, som fik arbejdet. Arbejdet blev udført med hakke-skovl og spade, samt trillebør. Der blev lagt skinner til tipvogne, det var en stor hest, de trak disse vogne tilbage, når de var tomme. Mange mænd var her i arbejde, hvilket var en god ide, da de ellers cyklede til Kongensbro, hvor de arbejdede i grusgraven.

Her harpede de grus, det skete på den måde, at de havde et stangsold eller harpe, en pæl var gravet i jorden, hvorpå soldet hvilede, der var en snor fra soldet til pælen, så det kunne rystes, af en mand. På soldet var der et håndtag, som på en trillebør. En mand øste sand på soldet, en skovlede det væk under, endnu en holdt med en trillebør, til at køre det væk, det, som var tilbage i soldet, løftedes over i en anden trillebør, sådan var mange jo beskæftiget. Der var så dynger med perler, og dynger med grus. Senere fik de harper med håndsving, som en mand kunne trække, med et sving i den ene ende af soldet. Der var tre solde, så der blev sten, perler og grus. Der var meget hårdt arbejde, at trække den harpe. Andre arbejdsløse, blev sendt ud for at slå sten, d.v.s. knuse store sten til skærver, også med håndkraft. Det var ofte en lang arbejdsdag. Hvad de fik i løn, ved jeg ikke, men i 1939 var timelønnen 1.18 kr. Hvad de fik i understøttelse, ved jeg ikke. Men mange arbejdede dengang på akkord, så der har sikkert været mere i timen.

 

 

Nu skal jeg så til at skrive det sidste Aage nåede, og som han ikke nåede at godkende. Vi talte gerne om det han skrev, og om jeg nu havde forstået det han mente. Dette er så uden censur, af nogen art. . GHK

 

Vandværkerne i Aidt

 

Skrevet d. 13-2-1997.

Vestre vandværk ved Krogen.

Jeg vil prøve at skrive lidt om vand i Aidt by og land. Det første vand, havde gårdene og ejendommene og husene, fra brønde, som så var gravet. Der var mange brøndgravere. Det var dygtige mennesker. Når de gravede, skulle det være med omtanke. Der var nogle som viste vand med pilekviste, andre på forskellige måder. Når en brønd var gravet, sagde man altid: Er den i tegl eller kampesten. Nede i bunden var der altid noget, som blev kaldt kar. Det ville sige, at bunden gik længere ud, end selve brønden, sådan, at når en mand var hejst ned, kunne han stå med fødderne på fast mur, og finde bunden. Først brugte man spande, 2 spande, så var der sat en træramme omkring brønden, så var der en tromle, et stykke rundt egetømmer, med et sving i begge ender. Så var der en trætud ud på siden. Der blev så sat et tov omkring den runde bom, og en spand gjort fast i hanken på spanden. Det var altid en spand der havde sin egen facon. Når spanden stod på jorden, var den tyk på midten, og skrå op efter, for at snævre ind for oven. Når den så mødte vandet, dykkede den selv ned og blev fyldt, der blev så snoet rebet om, og den anden spand blev bundet i. Når så den anden spand var gjort fast i rebet, drejede man svinget i enden af bommen, og når den ene spand gik ned, kom den anden op med vand, det blev så vippet i tuden på siden. Der var altid en krog på tuden, der hængte man så en spand, som blev fyldt, ellers stod der et vandtrug, af træ, eller det var muret, til kreaturer og heste at drikke af.

Så var det at der blev lavet pumper af træ. En rund egetræs stamme, der blev boret hul igennem, og der var en stang som gik ned, og så var der en klap midt i, en hjerteklap, af træ, sat fast med skruer eller søm, et stykke læder, som holdt klappen og pumpen. Når det var sommer og der var varmt, tabte pumpen vandet. Der var så en jerntud ud, her hængte vi spanden, og bar vand ind. I et hvert køkken var der en skammel til vandspanden at stå på, samt en øse. Ligeså var der en tørvekasse. Ca. 1912 begyndte folk at få øje på vindmøller. Michael Østergaard kom til ude fra det ”Vilde Vesten”, og fik plads ved Søren Henning, (Nedergårdsvej 16)og han ville have en vindmølle, der skulle ligge ved siden af Anton Ejlers ejendom (Nedergårdsvej 3), med beholder og mølle. Men så ville Søren Horn i Krogen (Hovbro 9) også være med, og det ville Marius Schøler også. Så enden på det hele, blev en mølle på Krogens brønd, og hvor mange der var med fra begyndelsen, ved jeg ikke, men det finder vi ud af, når vi finder papirerne.

Vester Vandværk. v/ Krogen.

Nu kan jeg ikke rigtig huske hvornår vi fik elektrisk pumpe, det var efter krigen. Jeg var i bestyrelsen. Smeden i Thorsø N. P. Nielsen lavede det, prisen var 11 kr. 4 gange om året, som gårdene betalte. Jeg tror Michael gav 3 og Marius 4 gange 11 hver gang. Så blev alle vandværkerne lagt sammen, hvornår husker jeg ikke. Jeg tror det var 1956.

Nede i Michaels gård er der støbt et dæksel over brønden. Der var ingen som fyldte deres brønde, for når der var stille vejr, blev der ingen vand pumpet op. Så gik jeg op og lukkede for vandet, ellers var der kun dem, som lagde lavest, som fik vand.

Så var der et vandværk bag købmanden, med brønd og beholder. De to huse på Skolegade, 36-38 Købmanden og Svends hus(Overgårdsvej 2 -4) fik vand derfra. Købmand R. W. Laursen, blev bundet i det vandværk ved Krogen. Anton Koudal Tidselbjergvej 1, var også med. Vindmøllen ved Krogen var 27 alen høj og beholderen ligger der endnu. Brønden lå i den gamle gård. Krogen er bygget i 1927, muret af Søren Jacobsen, Karl Jacobsens far, Jens Jacobsen kom i lære dengang. Møllen kaldes en roset, en rund mølle. Aidt kirketårn er også 27 alen høj, så der var langt ned, når vi stod deroppe, ikke for tøsedrenge.

 

Nordre vandværk v/ Læge Balslev (Astrupvej 1)

Denne brønd, er den gamle fra Inger Maries gård, den som i dag hedder Egelund. Der var også en vindmølle sat over brønden, hvornår der blev elektricitet, kan jeg ikke huske. Jeg har passet dette vanværk, beholderen ligger på skellet mellem Jens Vagn og Aage Jørgensen. Vindmøllen var også en rund mølle, ikke så høj.

 

Det næste er Aidt bys vandværk.

Det var også en vindmølle, som lå oppe ved Aidt smedie, den lå mellem landevejen og smedien. Der var sådan et halvtag fra møllen og til smedien. Vandbeholderen lå på Kr. Schølers jord, bag ved haven.  Så blev vindmøllen taget ned, der blev lavet en ny boring oppe ved beholderen.

Så var der et vandværk ved Holger Frost, Kongensbrovej 15, også en vindmølle, og beholderen ligger endnu ved Kirsten Leth´s gård, Overgårdsvej 66.

Altså, der var en brønd bag købmanden, og så var der en brønd mellem Knud Mann og Theodor Mogensens huse, den var jeg med til at fylde op, den var fællesbrønd for Overgårdsvej 14-16-18-20. Den var af røde sten. Vi kørte 2 læs vejrabatter, fra landevejen, i.

Så var der en brønd, som blev gravet, da den nye lærer Danielsen, kom til byen 1872. Den blev gravet ud til vejen. Gyden 1, og den var 30 alen dyb og sat i røde sten. Den er blevet sat ud af en eller anden grund. Dengang var der kun gadekæret, og så var der en bybrønd oppe på trekanten ved Inga Lises have Overgårdsvej 58. Den var 6 alen dyb og sat af kampesten. Den var altid tør om sommeren. Den brønd fra 1872, kom frem, da den gamle skole brændte, ved at smeden var ved at lægge vandrør ind, kom den frem. Der var et cementdæksel over, og der var i mange år en træhytte, hvor der var sadelmager og frisør. Dette er for længst brudt ned.

Oppe i dyrlægegården, var der brønd i nordøst hjørnet. Jeg kan huske, at når vandbeholderen var tom, blev den pumpe brugt, som var tung at pumpe med, der var en jernkugle på stangen.

Så var der en pumpe ved Holger Frost. Alle disse 5 vandværker er lagt sammen ca. 1956.

Vi går vest på. Sigurd Thorup Kongensbrovej 17, havde brønd i gården, mellem mødding og stuehus. Korea, Egebæk. P. Hansen, var der en brønd ved den rørledning oppe fra Kirkegaards Kær. Kongensbrovej 6, ellers var der bækken nede i haven. Arnold Simonsen, senere Søren Pedersen, Kongensbrovej 8, var der en brønd mellem bækken og stuehuset. Magnus Kirkegaard, fik lagt rør fra et væld i Marius Schølers eng og der var så meget fald, at det kunne løbe vand ud af vandhanen. Rasmus Hvass, senere Henning Jørgensen Kongensbrovej 21, var der en brønd i gården, med pumpe.  Ved Jens Mikkelsen Kongensbrovej 10, var der også en brønd i gården.

Så tager vi til Tungelund. Fælles vandhjul i bækken, og en beholder bag Niels Mann´s gård, Skolegade 26, P. Terkil/Amby Skolegade 34, havde en brønd med træbom og spande, med et rækværk.

Tidselbjergvej 2 havde eget vandværk.

Fattiggården fik vand fra Holger Frost, de blev uvenner, og de fik eget vandværk, i den gamle brønd. De måtte betale penge for at komme ud af det gamle.

P. Broch Pedersen, Kongensbrovej 1, havde en brønd med spande og bom, den var så skæv, at når man så ned i den kunne man ikke se bunden.

Kongensbrovej 4, Hans Høyer/Hans Jørgen Pedersen, havde selv brønd.

P. Skovgaard Kongensbrovej 3.

Så er der ved Hans Peder Krogh´s ejendom, nu Forman, Kongensbrovej 13, eller Jenle, Bavnehøjvej 13, der lå en vindmølle på den vej, der gik fra landevejen, over forbi H.P. Kroghs ejendom, gik op til skoven, og der var en ejendom som Sofie August havde, nu Søren Sigvald, Bavnehøjvej 9, her var en vandbeholder, som er brudt ned.

Så var der den i Peter Koudals ejendom, Bavnehøjvej 1, der var en pumpe.

Marius Lorentsen Hovbro 13, fik vand fra det vandværk ved Holger Frost, indtil rørene lukkede af rust. Da fik de selv brønd.  Ejler Jacobsen Bavnehøjvej 3, var der også en brønd. Ejner Jensen, i det nord østlige hjørne, de fik lavet en beholder, med en elektrisk motor med snoretræk, ude i gården. Beholderen var på loftet.

Så var der vandværket nede ved Henning Jørgensens vej, Thostrupvej 12.

Så var der en vindmølle mellem Pittegården, Pittevej 10, og Evart Evartsen ejendom Pittevej 4, den ligger der endnu.

Så var der en vindmølle i Karen Rasmussens gård Pittevej 12.

Der var også vandværk ved Bernhardt Pedersens ejendom Forten 42.

Astrupgårdene havde en hævert oppe i engen bag Rasmus Pedersens Gård Astrupvej 16.

Slut.

Skrevet 20-2-1997.

Han vælger dog at fortsætte, alle vejnavne, har jeg sat ind, da det eller kan være svært at finde rundt i sognet, mange år senere. Gerda H. Kristiansen.

 

De sidste 2 ejendomme på Tidselbjergvej, var der pumper i gårdene. Bag Aidt Kro, var der en brønd. Søren Henning, kan huske, at da han var barn, hentede de vand der, når der ikke var vand i beholderen, der var spande og bom. Leif kan huske, at der bag ved kroen, hvor der var et gammel cementgulv, og op ad det var der et sted de ikke måtte gå på, for der var en gammel brønd. Bag kroen, når vi gik ind mellem stalden og gavlen af kroen, lå der en dansesal, som blev brugt til at holde fest i. Jeg husker, at de gamle bygninger, lå som ruin, og brønden blev fyldt op, det havde jeg faktisk glemt.  Stalden brændte i 1936, ved at der lå en mand og røg cigar.

Oppe på Egelund, var der en vindmølle og brønd, i det syd – østlige hjørne af gården. Vandbeholderen ligger på venstre side, når vi kører ind i gården. I Astrup, ved Schneider Pittevej 18, og de andre ejendomme, ved jeg ikke. Ved Johannes i Hullet, Pittevej 13, var der en åben brønd med spande. Da jeg var dreng, og tjente i Vidstrup, da skulle vi altid melde grise, som skulle til Hammel slagteri. Søren Svendsen Sørensens bedstefar boede i ejendommen, dengang.

Brønden ved Aidt bageri ved jeg ikke noget om.

Marius Schøler brønd har sikker været i det syd – vestlige hjørne af gården. Møddingen har altid ligget bag ved gården.

Som jeg husker, og har fået at vide.

Aage Horn.

 

Skrevet d. 25-2-1997.

 

Bøgeskov – Grejsdalen.

Bjerringbro.

 

Fra Bøgeskov går der en sti ned forbi ejendommene på Violvej, og ned over Bollers jord, ned til Gudenåen. Her ligger den gamle ladeplads Grejsdalen. Det var da broen blev bygget, det sted der var mest vand. Vadestedet lidt længere mod øst var der en sti, som de ville flytte. Ca. nr. 23 -25 Skibelundvej, Bodil bor på 19c, derfra går stien ned til åen. Den har Preben og hans kammerater gået meget på. Th. Mogensen datter Nanna-Lise bor på Violvej. Der lå en gammel hvid ejendom, som blev kaldt Grejsdalen, om den er væk ved jeg ikke. Her boede en ungkarl (som hed Valdemar Boller). Han var handelsmand, men der var flere Boller´e i Bjerringbro.

 

Skrevet d. 4-3.-1997.

 

Dengang, sagde man en kjel, så blev det til kjælden, derfra kom kjældtrug, til at vande kreaturer og heste. Det var også rart, når det var sommer og sol, lige at vaske sveden af panden, og sætte fødderne i.

Oppe hos Niels Christensen Overgårdsvej 28, har der været en brønd, i den østre ende, 2 meter fra gavlen, den synker hvert år. Jeg mener at have set en pumpe, nå, så var jeg inde at se i dag, og talte med Niels, og han sagde, at fliserne sank hvert år. Der er selvfølgelig mange andre brønde.

 

De gamle sagde også en Løgel, om en nøgle, til at låse med. Min bedstefar sagde, en udenkjøwel, til en overfrakke.

 

Jeg har talt med Marie i Mondrup, Mondrupvej 5. Vinter´s på Mondrupvej 1, får vand fra Bent Jacobsen Mondrupvej 4, da Vinters vand var fuld af rust, de talte om at lave et vandværk i Mondrup, men så sagde Rasmus Christensen (Borgmester), hvis der var flere end 2 kunne kommunen forlange at de skulle ind under et af de store vandværker. Aage Jensen har lavet en boring inde i gården. Marie og Thomas havde en brønd, som var sat af kampesten, i det nord – vestlige hjørne. Marie sagde, at de havde taget et lille stykke af muren og støbt nyt, fordi overflade vandet ville løbe i brønden. Aage Jensen og Thomas Jensen bruger strøm, om der har været vindmøller, ved jeg ikke.

Bag i gården i Marianes hus, Alice og Lars, Overgårdsvej 17, var der også en brønd, som er fyldt op.

 

I dag er det den 4-3-1997, har jeg hørt i radioen kl. 09.10, fra Sall om arkivet, og om Guldpigen fra Tulstrup. Aagaard var let at forstå. Jeg ryster på hånden. Jeg er født den 6-6-1915, under den første verdenskrig, men livet gik jo sin gang, vi fik en grundlov, kvinderne fik valgret, og vi mobiliserede. Landmændene tjente FEDT under krigen, og de øvrige gullach-baroner spandt guld på dåsemad. Vi eksporterede fødevarer til alle krigsførende lande. Tyskland fik heste, englænderne fik flæsk og bacon. Den danske bilpark blev 6 doblet. Sommeren var kølig. 17. februar, forliste et tysk luftskib på Fanø, besætningen overlevede, de blev modtaget af mænd og kvinder, de var i folkedragter, soldaterne blev interneret på en kaserne i Odense indtil 1918.

 

Brønden i Marius Schølers gård, Overgårdsvej 19, var i den vestlige ende af stuehuset, en kjæl med 2 spande.

 

Nu slutter jeg her, læs det først, ellers begynd ved nr. 1.

(Siderne som han afleverede til mig ca. 14 dage før han lagde blyanten fra sig, for endeligt. GHK)

Den 5-3 1997

Aage Horn Aidt pr. Thorsø.

Jeg er født en søndag morgen og kan vise vand med pilekviste.